15. Sportsboykotten af Sydafrika

Sportsboykotten af Sydafrika

Af Joe Schubert

Kampen mod det internationalt fordømte raceadskillelse system, apartheid, foregik på mange fronter. Samme med den politiske, økonomiske og kulturelle boykot, bidrog sportsboykotten med en vigtig rolle. Formålet var, at isolere Sydafrika fra den internationale sports arena. ”der kan ikke dyrkes normale sport i et unormale samfund” var dags kampråb midt i firserne da boykot af Sydafrika kom for alvor på dagsorden verden over.

Da Nationale Parti kom til magten i Sydafrika i 1948, hvor kun hvide af europæisk afstamning måtte stem, blev race adskillelse systemmasseret. Nationale Partiet indførte apartheid, hvor den sorte befolkningsgruppe blev adskilt fra den hvide. Systemet som så, var meget mere kompliceret og mere information om emnet findes andre steder i denne bog. Kort fortalt blev den frugtbare og økonomisk stærk og industrielle højborge i Sydafrika forbeholdt de hvide, både med hensyn til ejerskab og bosættelse. Den sorte befolkning, da består af mange forskellige etniske gruppe, samt folk af blandet race, og indisk og asiatiske afstamning blev henvist til små enklaver, oftest dårlige jord med ingen industri eller mine drift. Nogle af disse små enklaver blive semi- selvstændige stater under den såkaldte ”bantustands” politik. Bantustands eller hjemlande var Nationale Partiet forsøge på at kreere selvstændige internationalt anerkendte stater, hvor flertallet af den sorte befolkning tilhørte (var statsborger).

Ingen realt ressource blev afsat til udvikling af Bantustands. Der var ingen industri eller minedrift. Dette tvang mændene til at blive emigrantarbejdere og tog til store byerne eller minerne for at arbejde. Familierne, efterladte i de bantustands gik en dystert fremtid i mød uden udviklet. Skolerne var meget dårligt med få ressource.

Til gengældt blev områderne, hvor de hvide boede og arbejdede, vel udviklet og velfungerende industri, minedrift og infrastruktur. Dette gældt også kultur- og idrætsfaciliteter. Sydafrikas sociale, politiske og økonomiske uligheder  afspejlede sig i idræt, hvor mange hvide, pga. deres økonomiske fordele var hoved aktører på idrætsbanerne. Mens skoleidræt og idrætsklubber i de sortes bydele næsten ikke var til at finde, var der store anlæg på de hvide skole og i de hvides bydele.

Valg af idrætsgrene fordelt sig adskilt, hvor fodbold var den foretrukne idræt bland flere tallet af den ”ikke” hvide befolkning, var idrætsgrenene rugby og cricket meget populære hos hvide sydafrikaner. Det viste, symbolsk, den adskillelse i Sydafrikas befolkning. Fodbold kampe blev tit brugte af politiske bevægelserne mod apartheid som platforme, hvor politiske budskaber kunne gives til publikum.  

Startskuddet til sportsboykotten mod Sydafrika kom i starten af halvfjerdserne, hvor OAU (Organisation for forenede Afrika), FN og EF sat fokus på Sydafrikas deltagelse i internationale idræt. Det blev bakket op af Sydafrikas størst og mest betydningsfulde modstandsbevægelse, African National Congress (ANC) og andre anti-apartheid gruppe i og uden for Sydafrika. Idræt tog sine rette plads, side om side med politiske, økonomiske og kulturelle boykot. FN oprettede sorte liste over top idræts personligheder der trodset opfordringer og deltog i sports aktiviteter sammen med sydafrikaner. Afrikanske lande viste deres støtte til kampen mod apartheid, hvor næsten 30 lande boykottede de Olympiske Lege i Montreal, Canada i 1976.

Sportsboykotten havde en store moralsk virkning. Hovedparten af den hvide befolkning var meget stolte af Sydafrikas gode internationale præstationer. Naturligvis af hvide sydafrikaner. Da Sydafrika blev udelukket fra deltagelse på verdens plan var det en stort knæk for den hvide befolkning og sendte et betydningsfulde solidaritets budskab til den undertrykte sorte befolkning.
Den hvide sydafrikansk regering svarede igen med opblødning inden for idræts og kulturelle området, men fortsatte sine endnu hårdere kurs mod opstanden i Sydafrika.

Sportsboykotten havde sine virkning. Den hvide styre i Sydafrika brugte megen midler til at over bevise omverden at det var skete forbedringer i Sydafrika. Nogle top idrætsudøver fra den sort befolkningsgruppe, der vel at mærke var gode ambassadører for ”hvide” Sydafrika. Med andre ord kritiserede ikke den hvidestyre og dermed var ”uvalgte” sorte elite sports personligheder fik samme status som hvide og dermed samme økonomiske støtte. Sydafrikas regering brugte disse elite idrætsudøvere til at vise omverden at de livet en ”normale liv” og var medlem af idrætsklubber på lige fod med deres hvide medborger.  De var marionetter for den hvide regering, hvor mening var at komme inden i varmen igen på verdens sports arena. Anti-apartheid bevægelse i og uden for Sydafrika med SANROC i spidsen nøje overvågnet den hvide regerings tiltage og kunne oplyse i hver form for manipulation.

En anden metode at omgå sportsboykotten var at Sydafrika tillod dobbelt statsborgerskab. Dvs. statsborgerskab af Sydafrika og et andet land.  Et eksempel er Zola Budd, en ung hvide sydafrikaner der i rekord tid fik engelske statsborgerskab, således at deltagelse i OL 1986 var sikret. Budd boede stadig i Sydafrika. Sydafrika brugt Zola Budd og andre til at være ambassadører for hvide Sydafrika med budskabet om at politik og sport bør adskilles, idet det var deres ret til at kunne dyrke idræt på internationalt plan, uanset Sydafrikas officielt hjemlige politik.

Sportsboykotten tvang idræts udøver til at tage stilling til kampen mod apartheid - individuelt og kollektivt samme med idræts forbund og sammenslutninger. I det sammenhæng blev der arrangeret en konferencen med titlen ”Sport og Apartheid” i 1986. Dansk Ungdomsfællesråd, FN-forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke stod bag konferencen med deltagelse af bl. a. Dansk Idræts Forbund, Sydafrikas ikke racistiske olympiske komite (SANROC) og ANC.  

“Det er vigtigt at boykotte Sydafrika sportsligt, fordi apartheid-styrets propagandamaskine netop bruger sporten til at vise omverdenen, at der er en opblødning i raceadskillelsen og undertrykkelsen af de sorte sydafrikanere” sagde formand for SANROC, Sydafrikas ikke racistiske olympiske komite, Sam Ramsamy på et pressemøde i København i 1986 i forbindelse med konferencen.

På konferencen sagde Bent Agerskov, generalsekretær i Dansk Idræts Forbund at en skærpede holdning vil blev taget med at udelukker idræts udøvere fra Team Danmarksstøtte, hvis de havde idrætslige samkvem med lande der går ind for apartheid.  

SANROC’s Sam Ramsamy mente at Danmark kunne gøre mere: ”Danmark kan gøre mere aktiv indsats for at gennemføre sportslig boykot af Sydafrika, så man også på den måde medvirker til at bringe apartheid-systemet til fald. Når Danmark roser sig af at forsvare demokratiske idealer, er det en naturlig konsekvens, at landet og dets sportsorganisationer medvirker til at isolere Sydafrika sportslige”.

På konferencen blev der støbt kugler til at gøre sportsboykotten mere synlige med at arrangere et løb mod apartheid. Atletikklubben af 1973 (AK73) og Sydafrika Komiteen i København (SAKK) tog initiativ til arrangering af Løb mod Apartheid for ANC og SWAPO. South West Africa Peoples Organisation er befrielses bevægelse i Namibia (denne gang kaldte South West Africa af Sydafrikas hvide regering, der illegalt besat Namibia). Efter et halv års forberedelse og solidarisk støtter fra top danske sportsfolk som bl. a. Kersti Jakobsen, Henrik Jørgensen, Rene Nielsen, Henrik Albahn, Helle Jørgensen, Mette Holm Hansen, Morten Stig Christensen og Per Skårup gik startskuddet den 12. august 1986 på Rådhuspladsen i København. 1.500 deltagere gennemgik den hhv. 5- og 10km gadeløb og sammen med utallige tilskuere viste deres modstand til apartheid og solidaritet med Sydafrikas undertrykte flertal. Savage Rose stod for inspirerende musik fra ladet af en lastvogn. Et stort politisk manifestation med fokus på vigtigheden i at idræt ikke kan adskilles fra politik.

To år senere var det igen vigtig at sætte fokus på det idrætslige forhold til Sydafrika. SAKK stod bag den anden Løb mod Apartheid for ANC og SWAPO. Mange kan huske den regnfulde 23. august 1988. Københavns gade havde op mod 2.000 deltagere der gennemgik den hhv. 5- og 10km gadeløb. Et par hundrede tilskuer ventede på at deltagerne kom i mål på Rådhuspladsen. Drums Across opmuntrede folk fra ladet af en lastvogn med afrikansk trommemusik. Endnu en politisk manifestation i en tid der viste sig at være megen betydningsfylde for Sydafrika. Sammen år overdrog Sydafrikas hvide præsident, W. Botha magten til den reformvenlige F. W. de Klerk. Det viste også at den hvide regering startede afgørende politiske dialog med Sydafrikas første folkeligt valgt præsident, Nelson Mandela.

Kampen mod apartheid nået et stadium, hvor den hvide regering havde kun en udvej: at nedlægge sigselv og bane vejen for en nationale forsamling med formål at skrive Sydafrikas nye forfatning og arrangere den første fri valg. Overskrifter i danske aviser med idræt som middel kom igen i 1991. Denne gang var opmærksomhed rettet mod de uskyldige politiske fanger, der på trods af de nye vinde der blæste over Sydafrika blev brugt af de Klerk som pressions middel i forhandlinger om den ny forfatning. Landskomiteen Sydafrika Aktion arrangerede et landsdækkende stafetløb for fanger i Sydafrika. Der blev løbet fra Ringkøbing til den sydafrikanske ambassade på Gammel Vartorvvej, Hellerup, København. Deltagere fra byerne undervejs viste solidaritet med Sydafrikas politiske fanger og krævede deres løsladelse.

Sydafrika fik en ny forfatning og frit valg i 1994 og dermed enden på apartheid og sportsboykotten. Nu var alle sydafrikaner, sorte, hvide, indiske, folk af blandet race og de andre befolknings gruppe fri til at være ambassadører for Sydafrika på idrætsbaner verden over. Zibisiso Zuma spillere for FCK og Josta Dladla for AGF. Ernie Els er på toppen af verden golfrangliste. Morten Frost træner badminton i Sydafrika og hel verden har fundet en store sejre – apartheid er bekæmpet med idræt som delmiddel. Idræt kan var stolt af dens medvirker til sejren mod apartheid, hvor deltagelse på top internationalt plan ikke længere er race bestemt.