4. Flyselskabernes støtte til apartheid

Flyselskabernes støtte til apartheid

Af John Nordbo

En råkold marts-dag i 1982 gik jeg og 10-12  andre aktivister frem og tilbage i afgangshallen i Kastrup lufthavn for at protestere mod SAS’ beflyvning af Sydafrika. Da dagen var omme, var vi ikke klare over, at vores aktion havde tiltrukket sig nogen særlig opmærksomhed. Det viste sig først 16 år senere.

Jeg blev aktiv i Landskomiteen Sydafrika-Aktion i starten af 1980’erne. På det tidspunkt så det sort ud for os. Efter AMANDLA-turneen stod komiteen tilbage med en betydelig gæld. Det var ikke længere muligt at have en sekretær ansat. Vi måtte flytte ud fra lokalerne hos Mellemfolkeligt Samvirke, men fandt et baglokale til en bogcafe i Nansensgade, hvor vi kunne mødes og organisere aktiviteter fra.

Der var ikke mange kendte mennesker, som sluttede aktivt op om komiteens arbejde. En af grundene var formentlig, at der i de år ikke skete så meget internt i Sydafrika, som kunne tiltrække sig mediernes opmærksomhed. Soweto-oprøret var for længst gået i glemmebogen.
Det var solidaritetsorganisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, World University Service (det nuværende Ibis) og Internationalt Forum, der holdt fast i antiapartheid-arbejdet. Desuden støttede en række fagforeninger og partier/ungdomsorganisationer fra det politiske centrum og venstrefløjen op om komiteen. Der var også en række kirkelige organisationer i medlemsskaren, som vel i alt talte ca. 100 organisationer og enkeltpersoner.
Der var altså ikke resurser i komiteen til store udadvendte markeringer eller omfattende oplysnings- eller kampagnearbejde. Fokus var i stedet på at bidrage til at trække tæppet væk under styret i Pretoria ved at begrænse eksporten og på anden måde indskrænke landets samkvem med udlandet.

Den vigtigste del af Danmarks økonomiske samkvem med Sydafrika bestod i ELSAMs køb af kul til de jysk-fynske kraftværker. I 1981 udgjorde kulkøbene hele 90% af Danmarks import fra Sydafrika. Herudover importerede Danmark en del frugt og grønt, og der var en række virksomheder, som transporterede varer til eller fra Sydafrika, eller arrangerede turistrejser til Sydafrika. Endelig var der SAS og andre flyselskaber, som understøttede samkvem med apartheidregimet ved at opretholde beflyvning af landet.
ELSAMs og SAS’ aktiviteter var i en vis forstand de grelleste. Der var i begge tilfælde tale om virksomheder med betydelig offentlig indflydelse, men som alligevel valgte at samarbejde med et regime, som der var bred politisk modtand imod i Folketinget. Arbejdet for at få stoppet kulkøbene er beskrevet andetsteds i denne bog, så her vil jeg begrænse mig til indsatsen mod SAS og andre flyselskaber.

SAS = Syd-Afrikas Støtte
SAS havde ugentlige afgange fra København via Nairobi til Johannesburg. Ruten blev befløjet med store fly, vist nok DC 10’ere, med plads til op mod 300 passagerer. Den svenske, danske og norske stat var storaktionærer i SAS. Tilsammen rådede de over mindst halvdelen af aktierne.
Det var den norske organisation, Fellesrådet for det Sørlige Afrika, som startede kritikken af SAS. I 1979 arrangerede organisationen demonstrationer og protester. Det samme var tilfældet i Danmark. SAS svarede igen på kritikken med, at ruten gav et pænt overskud, og selskabet søgte via henvendelser til udenrigsministerierne i de skandinaviske lande at undgå indgreb overfor ruten. Det lykkedes.
Anti-apartheidorganisationer i de skandinaviske lande tog sagen op igen i 1982, der af FN var erklæret som internationalt år for mobilisering af sanktioner mod Sydafrika.

I forbindelse med en fællesnordisk aktionsuge i marts sendte Landskomiteen Sydafrika-Aktion et åbent brev til udenrigsminister Kjeld Olesen, som vi opfordrede til at være med til at sætte en stopper for flyvningerne.
I brevet stod blandt andet: ”Ved selskabets beflyvning af Johannesburg befæstes hele tre regeringers forbindelse til styret i Sydafrika.” Vi pegede også på, at Danmark og de andre nordiske lande tidligere havde tilkendegivet, at man støttede sanktioner mod Sydafrika, og at Danmark for nylig havde taget et positivt skridt ved at nægte visa til sydafrikanske sportsfolk. Vi fandt, at ord måtte følges af handling, og at det var på tide, at regeringen tog mere end symbolske forholdsregler.
Det åbne brev blev fulgt op af aktionen i Kastrup Lufthavn, hvor vi vandrede frem og tilbage i et par timer med plakater på bryst og ryg, hvor vi gav udtryk for vores mening om SAS og apartheid. Der var ikke forfærdeligt mange mennesker i lufthavnen, og presseomtalen var begrænset. I Folketinget tog Anne-Grethe Holmsgaard sagen op, men hun fik det svar, at regeringen ikke ville drive udenrigspolitik gennem SAS.
I den efterfølgende interne evaluering af aktiviteterne var dommen hård: Aktiviteterne i aktionsugen var blevet planlagt for sent, og der var reklameret for lidt for dem. Pressedækningen var meget dårlig, så vi nåede ikke i tilstrækkelig grad ud til offentligheden.
Det var ganske enkelt ikke komiteens storhedstid.

En stat i staten?
16 år senere viste det sig, at aktionen alligevel havde tiltrukket sig en vis opmærksomhed udenfor vores egne snævre cirkler. I marts 1998 trådte den tidligere agent for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Anders Nørgaard, frem på TV og afslørede, hvordan han havde infiltreret en række lovlige organisationer. Sydafrika-komiteen var blandt de organisationer, han havde infiltreret. Han havde selv været med i lufthavnen, ligesom han havde deltaget i et planlægningsmøde.

Den dag i dag er det uklart, hvilket grundlag der var for PET’s overvågning af Sydafrika-komiteen. I den redegørelse, som justitsminister Frank Jensen fremlagde i 1998 om PET’s virksomhed, undgår man behændigt at nævne komiteen. I stedet fokuseredes på overvågningen af Socialistsk Arbejderparti og den yderste venstrefløj.
Et par måneder senere forklarede Frank Jensen Folketinget, at Sydafrika-komiteen ikke i sig selv var blevet overvåget. Der havde ikke været tale om en selvstændig opgave for Anders Nørgaard. Overvågningen havde skyldtes den forbindelse, Socialistisk Arbejderparti havde til komiteen. Det var notorisk forkert. SAP deltog ikke på noget tidspunkt i komiteens arbejde, mens jeg var aktiv. SAP var modstandere af, at Sydafrika-komiteen alene støttede befrielsesbevægelsen ANC.

Så vidt jeg ved, har offentligheden endnu ikke fået nogen plausibel forklaring på, hvorfor Sydafrika-komiteen blev overvåget. Det er til gengæld tydeligt, at PET har forsøgt at snakke udenom. Det tyder på, at man selv mener, at man har et forklaringsproblem.
Det store spørgsmål er, om PET havde et samarbejde med den sydafrikanske efterretningstjeneste. Der er ingen tvivl om, at Sydafrika havde stor interesse i at vide, hvad vi gik rundt og lavede, og hvilke kontakter vi havde til politikerne. De skandinaviske lande var trods alt blandt apartheid-regimets kraftigste kritikere i Vesten.

Anti-apartheid bevægelsen får vind i sejlene
Jeg synes stadig, der er interessant at vide, om PET optrådte som en ”stat i staten” i 1982. Min egen optræden i Sydafrika-komiteen sluttede året efter. På det tidspunkt var det ikke lykkedes os at få stoppet SAS’ rute til Johannesburg. Det skete først et par år senere.
I juni 1985 vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, som opfordrede medlemslandene til at genoverveje deres luftfartsforbindelser til Sydafrika. Resolutionen var en reaktion på Sydafrikas fortsatte besættelse af Namibia.
En uge senere opsagde Danmark, Norge og Sverige luftfartsaftalen med Sydafrika. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen erklærede, at opsigelsen skete ”som led i bestræbelserne for yderligere at isolere Sydafrika og øge det internationale pres på landets regering. Og den danske regering finder det glædeligt, at opinionen mod apartheid-systemet nu klart forstærkes i mange lande”.
SAS erklærede, at ruten ikke betød noget økonomisk, og den 1. september 1985 afgik det sidste fly fra København til Johannesburg.

Flyselskaber og rejsebureauer i Danmark fortsatte i nogle år med at sælge rejser til Sydafrika. Det gjaldt blandt andet Lufthansa, South African Airways og  Profil Rejser. Det førte til flere aktioner såsom fredelig besættelse af selskabernes kontorer. Efter at Folketinget i 1986 havde vedtaget at stoppe økonomisk samkvem med Sydafrika, rejste politiet også tiltale mod nogle af selskaberne.
Anti-apartheid arbejdet havde i sandhed antaget nye former. Få år efter, at Landskomiteen Sydafrika-Aktion var på fallittens rand og tappet for kræfter, var der opnået betydelige resultater. Det skyldtes ikke mindst, at der var kommet nye folk til, og disse havde fantasi og energi til at føre arbejdet til ende.