Demokratisering i Swaziland kan ikke implementeres fra oven

Af Peter Kenworthy, Kommunikations- og Projektmedarbejder

Swazilands regerings undertrykkelse og forfølgelse af demokratibevægelsen er øget i den seneste tid. ”Undertrykkelsen i Swaziland er historisk set altid kommet i bølger, men udpegelsen af den nuværende statsminister er et signal om at der skal lægges yderligere pres på  demokratibevægelsen”, siger Afrika Kontakts Morten Nielsen. På den positive side er der dog sket et holdningsskifte i Swaziland, hvilket bl.a. kan ses på arbejdsnedlæggelserne af mellem 10 og 20.000 kvinder inden for tekstilindustrien i 2008, og ved at demokratibevægelsen trods alt er styrket i den seneste tid. ”Disse arbejdsnedlæggelser er et brud på alle køns- og kulturnormer i Swaziland”, siger  Morten Nielsen, ”og demokratibevægelsen er ved at samle sig, hvilket bekymrer regimet”. Denne holdningsændring er blandt andet en følge af regimets øgede undertrykkelse og at økonomien ”er i frit fald”, siger han, hvilket har medført nedskæringer på offentlige ydelser som pension,  uddannelse og sundhed. Man ser derfor ”en øget social vrede i Swaziland hvilket man kan mærke når man taler med folk i Swaziland, men folk er også bange”.

Intern og ekstern pres på regimet
Hvis dette holdningsskifte skal udmønte sig i en styrkelse af demokratibevægelsen, og som følge af dette en demokratisering af Swaziland, kræver det dog både et øget internt pres på regimet ved at demokratibevægelsen fremstår som en samlet og samlende bevægelse, samt et øget eksternt pres fra især Sydafrika. Demokratibevægelsens styrke og udlandets tilbøjelighed til at støtte den hænger dog uløseligt sammen, mener Morten Nielsen, ligesom graden af regimets undertrykkelse er omvendt proportionel med kritikken af den. ”Jacob Zuma har helt tydeligt tilkendegivet, at regimet i Swaziland ikke interesserer ham, hvorfor regimet ret uhindret kan øge undertrykkelsen af demokratibevægelsen. Sydafrika er nøglen til international fokus på Swaziland fordi Sydafrika er allieret med mange lande rundt om i verden”. Dog mener han ikke at højreskreddet i Europa har gjort det nemmere at  skabe interesse for Swazilands demokratisering, da højrefløjen traditionelt har en højere tolerancetærskel overfor royale udskejelser end venstrefløjen. Desuden er solidaritetsbevægelsen uden for Swaziland ifølge Morten Nielsen svag, om end han ser oprettelsen af Swaziland Democracy Campaign som et stort skridt fremad. ”Danmark og nogle få andre steder har opmærksomhed på Swaziland. Der er en del humanitært arbejde i landet, men udenlandske  humanitære organisationer blander sig ikke i politik ligesom mere aktivistiske organisationer som Afrika Kontakt gør. Men at lave politisk arbejde i Swaziland er selvfølgeligt også en risikabel affære, især for Swazierne, der risikerer at miste deres uddannelse, arbejde, jord eller liv. Det kræver derfor mod og overskud at være politisk aktiv, et overskud som mange ikke har da de pga. fattigdom og Aids må fokusere på overlevelse”.

Demokratibevægelsen
Demokratibevægelsen i Swaziland bør også i højere grad finde deres egen måde at kæmpe for demokrati, mener han, da de indtil nu i for høj grad har efterlignet den traditionelle revolutionære retorik der måske nok passede til kampen mod tressernes og halvfjerdsernes kolonimagter og apartheidregimet i Sydafrika, men ikke passer til situation i Swaziland som den er nu. ”Der er vigtige mentalitetsforskelle mellem Swaziland og det øvrige Afrika. Swazierne har for eksempel en stærk følelse af loyalitet overfor det traditionelle Swaziland, selv folk fra demokratibevægelsen. At kopiere ANC’s revolutionære retorik gavner derfor ikke demokratibevægelsens sag, da sproget er for militant. At ANC og SACP bruger dette ordvalg og de gamle modstandssange, er jo ikke udtryk for noget dybere. Det bygger mest af alt på historien. Derfor er det ikke relevant for demokratibevægelsen i Swaziland”.
Desuden er overordnede paroler og slogans ikke en fyldestgørende måde at skabe en inklusiv og deltagende demokratisering, hvilket mange andre Afrikanske demokratibevægelser har måtte sande. ”Hvis de fattige skal indgå i en militant kamp skal problemstillingerne forklares, hvilket de ikke i tilstrækkelig grad er blevet indtil videre. Problemet er, at demokratibevægelsen  skal have en konkret og jordnær fælles politisk platform for at kunne gøre dette, hvilket den kun delvist har på nuværende tidspunkt. Desuden skal den have en grundlæggende intern diskussion af hvad den forstår ved demokratibegrebet. Der skal være en debat om demokrati, fordi jeg tror at det er muligt at overbevise befolkningen om at et andet Swaziland er muligt. Udgangspunktet for dette er argumenter der har udgangspunkt i en konkret realpolitik i forhold til eksempelvis jordpolitikken eller uddannelsespolitikken, altså noget som folk kan forholde sig til”. En sådan platform ville også i højere grad vise, såvel i og udenfor Swaziland, at man fremstår som et reelt politisk alternativ til det nuværende regime, et alternativ der ifølge Morten Nielsen skal udspringe af et ”ønske om en dybtgående samfundsforandring, hvor man tydeligt skal tage stilling og sige at man repræsenterer de fattige og ikke kapitalen”.

Afrika Kontakt
Til forskel fra mange af de andre organisationer der arbejder i Swaziland, forsøger Afrika Kontakt at være med til at skabe grobunden for en sådan inklusiv proces igennem foreningens projekter i Swaziland. ”Andre organisationer der støtter demokratibevægelsen har andre dagsordener end Afrika Kontakt. De går på kompromis i forhold til en reel demokratisering, men uden folkelig ejerskab til demokratiseringsprocessen skifter man bare et enevælde ud med en regering der heller ikke hører efter befolkningen. Det er måske mere tidskrævende og besværligt at ændre menneskers holdninger end at lade en elite i demokratibevægelsen styre kampen, som det er sket i mange andre Afrikanske lande, men det er den eneste vej til en reel demokratisering. Demokratisering betyder at flest muligt har og føler ejerskab til det samfund de bor i, så at de selv kan tage initiativer og arbejde for et bedre liv for sig selv, deres familie og lokalsamfund”, slutter Morten Nielsen.