Et folk af flygtninge

I et åbent og tørt ørkenlandskab i det sydvestlige hjørne af Algeriet har 125-165.000 sahrawier levet i fire lejre som flygtninge i mere end 30 år. De udgør i dag et samfund med både bedsteforældre, forældre og halvvoksne børn. Et samfund, som er røget så langt ud af verdens bevidsthed, at der knapt kan skaffes donorer nok til nødhjælp.

"Min familie på syv har boet i telt under midlertidige forhold år efter år. Nogle gange er der mere end 50 graders varme, og der er ikke meget andet at foretage sig end vente - vente på at det internationale samfund begynder at handle," siger Senia Abderahman.

Hun er 19, læser medicin i Boston, og er vokset op i flygtningelejren Smara. Som alle andre børn her flyttede hun væk for at kunne gå i skole, og har stort set ikke set sin familie siden 1999. Hun tog første del af grundskolen i det nordlige Algeriet, resten i Norge, og kom derfra til USA.

De fire sahrawiske lejre var tidligere velforsynede med nødhjælp, men den er både skrumpet voldsomt ind og blevet meget mindre stabil. I perioder får flygtningene kun en tredjedel af de nødvendige daglige kalorier. Omkring halvdelen af kvinderne lider af anæmi, og mere end en tredjedel af børnene er kronisk underernærede.

Manglen på hjælp betyder også, at sahrawierne bliver splittet. Da Senia var barn, havde flygtningene overskud til at organisere lejrene, og arbejdede gratis i militæret, på hospitaler og skoler.  I dag åbner de frivillige lærere i stedet små forretninger i lejrene eller nærliggende byer for at tjene til føden.

Den unge generation rejser væk - nogle er heldige som Senia og får mulighed for at læse i udlandet, andre tager til Spanien som tomatplukkere og bygningsarbejdere. I lejrene stiger de sociale forskelle mellem de familier, der har et familiemedlem i udlandet som kan sende penge tilbage, og dem, der ikke har.

Præsidenten for den Sahrawiske Republik, Mohammed Abdelaziz, kalder de unges udvandring for "den mest alvorlige og katastrofale trussel, som vores samfund står overfor. Den er dybt bekymrende, for den tjener det mål Marokko går efter: At tømme disse territorier for indbyggere."