EU stjæler Afrikas fisk

04. Dec. 2010, Arbejderen

EU har gennem en længere årrække været på rov i Afrikas fiskefarvande. Ny dansk rapport ser på problemet.

Fiskebestanden i EU har aldrig været i dårligere stand, end den er i øjeblikket. Alligevel opretholder EU et højt forbrug af fisk.

Faktisk forbruger EU-landene så mange fisk, at den sidste fisk ville blive fanget hvert år den 7. juli, hvis landene kun havde adgang til egne havområder.

At befolkningerne i EU-landene alligevel kan glæde sig over at spise fisk året rundt, skyldes blandt andet, at EU’s fiskeflåde fisker i områder udenfor EU.

Citatet er en lettere omskrivning af begyndelsen på en ny rapport »EU på rov i Afrikas farvande?« fra den danske organisation, Afrika Kontakt.

Afrika Kontakt, der er medarrangør af en konference om emnet tirsdag den 7. december på Christiansborg, har undersøgt, hvordan flere EU-lande med opbakning fra Bruxelles  overfisker i farvandene ud for Afrikas kyster – ofte på bekostning af de lokale befolkninger.

EU er netop i gang med forhandlinger om en omfattende reform af den fælles fiskeripolitik.

Og reformen kommer til at få enorm indflydelse på verdens fattige lande, mener folkene bag rapporten.

De citerer det afrikanske land Gambias præsident, Dr. Alhaji Yahya Jammeh:

– Den nuværende generation af fiskeriaftaler er uretfærdig og derfor til ringe  gavn for kyststaterne, som ejer disse uvurderlige naturressourcer, sagde han på den første konference for afrikanske fiskeriministre i september 2010.

Ifølge Afrika Kontakts Fiskerigruppe handler fiskeripolitikken nemlig om meget mere end bare fisk. Den handler om overlevelse for verdens fattige.

Gruppen oplyser, at EU årligt bruger tæt ved en milliard euro på subsidier – altså støtte – til EU-landenes fiskeflåder og de omkring 700 fartøjer, som fisker i de såkaldte AVS-landes farvande. AVS-lande er en fælles betegnelse for tidligere europæiske kolonier i Afrika, Vestindien og Stillehavsregionen.

De 700 fartøjer, fortrinsvis fra lande i Sydeuropa, står bag det massive overfiskeri i AVS-landenes farvande. Og som en direkte konsekvens heraf, er fattigdommen øget særligt i de vestafrikanske lande, fastslår rapporten.

Fattigdommen er i første omgang en konsekvens af, at lokalbefolkningerne mister deres arbejde i fiskerisektoren, når der ikke er fisk at fange.

Fiskerne arbejder ofte fra  meget små fiskebåde, der ikke kan komme lige så langt ud som mastodonterne fra EU-landene.

Dermed mister ikke bare fiskerne deres arbejde. Men også de mennesker der arbejder med at forarbejde de fangede fisk, mister deres indtjeningsgrundlag, skriver forfatterne

Og det er mange mennesker, det drejer sig om.

På den før omtalte første konference for fiskeriministerer i Afrikas historie blev det slået fast, at fiskeri brødføder omkring 200 millioner afrikanere – og at mere end ti millioner mennesker i Afrika er beskæftiget i erhvervet.

De europæiske landes overfiskeri i farvande ud for  fattige landes kyster har altså stor indflydelse på livet i de berørte lande og for dets befolkninger.
EU kritik

Ikke alle politikere i for eksempel EU-parlamentet er tilfredse med EU’s fiskeripolitik og konsekvenserne for lokalbefolkningen i de berørte lande.

Rapporten citerer blandt andet Søren Søndergaard, der er medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU:

– Hvis man ser uden for EU, er konsekvenserne i virkeligheden endnu værre. Her har EU indgået studehandler med korrupte regimer om køb af fiskerirettigheder – først og fremmest ned langs Afrikas kyst. Når spanske og andre EU-trawlere har støvsuget farvandene, har den lokale befolkning siddet tilbage uden deres traditionelle eksistensgrundlag. Det er jo ikke tilfældigt, at en del somaliske pirater har en fortid som arbejdsløse fiskere, siger Søren Søndergård
Aftalerne

Som kompensation for adgangen til fiskene, betaler EU AVS-landene 140 millioner euro årligt – penge, der er øremærket til såkaldt bæredygtigt fiskeri og udvikling.

EU-kommissionen påpeger dog selv i en rapport, at pengene sjældent går til udvikling og folkene bag rapporten peger desuden på at AVS-landene har meget lille indflydelse på, hvordan fiskeripartnerskabsaftalerne kommer til at se ud.

EU’s fiskeripartnerskabsaftaler, der er en del af langt mere omfattende aftaler, er ifølge rapporten nemlig skurken bag den katastrofale situation.

Aftalerne med AVS-landene er en central del af fiskeripolitikken, og det er hér, EU presser fiskeriaftalerne med landene igennem med for eksempel trusler om at tilbageholde ulandsbistanden, kan konkluderes ud fra rapporten.

Alle de nuværende aftaler er nemlig indgået bilateralt. Det vil sige mellem på den ene side et samlet EUog på den anden side hvert enkelt uland.

Afrika Kontakt finder det »problematisk« at indgå aftaler med enkelte lande om migrerende fiskearter – altså fiskearter, der flytter sig fra sted til sted.

Der er en meget »skæv magtfordeling«, når EU forhandler aftaler på plads. Som eksempel nævnes Sydafrika, der ellers er den stærkeste økonomiske såvel som politiske magt i Afrika.

Sydafrika blev under de sidste bilaterale forhandlinger presset til at indgå forhandlinger med EU om fiskeri for at få lov til at forhandle om aftalens øvrige områder. Sydafrika endte dog med at forkaste selve aftalen.
Fisk flytter sig

For små lande er der tale om endnu mere ulighed i forhandlingerne, end der er for et land som Sydafrika. Rapporten nævner det vestafrikanske land Senegal, der var det første land til at indgå aftaler med EU.

Landet undlod i 2006 at indgå en ny fiskeriaftale med EU, fordi der var tydelige tegn på overfiskeri ud for landets kyst og landets egen fiskerisektor led på grund af som dette overfiskeri.

Alligevel er farvandet ud  for Senegals kyst i dag ikke i bedring med hensyn til fiskebestanden.

Da fiskene jo migrerer, har EU i stedet lavet fiskeriaftaler med andre vestafrikanske lande, blandt andet med nabolandet Mauretanien. Dét ,  giver fartøjer fra EU-lande tilladelse til at fiske ubegrænset efter for eksempel sardiner, som er en fisk, der er helt afgørende for de andre lande i området.

Sardiner og andre såkaldte »pelagiske« arter migrerer på tværs af – og over store afstande – og effekten af EU-landenes fiskeri presser de migrerende arter så markant,  at de senegalesiske kystfiskere ikke længere kan skaffe mad på bordet, slutter rapporten.