Småfiskere slæber minister for retten

Af Carsten Pedersen, Woza 4/2005

Afrika Kontakts samarbejdspartner på fiskeriprojektet ”Foren jer og kæmp for fiskernes rettigheder”, Masifundise, har sammen med syv fiskere fra Western Cape, Artisanal Fishers Association (en Cape Town-baseret NGO) og universitetsprofessorer rejst retssag mod ministeren for miljø og turisme, Marius van Schalkwyk.

Baggrunden for retssagen er, at den sydafrikanske regering har forsømt at beskytte fattige fiskeres rettigheder – rettigheder som fiskerne ifølge Sydafrikas forfatning og adskillige internationale aftaler er berettiget til.

Efter den ny Lovgivning om Marine Resurser blev indført i 1998, er småfiskere blevet kategoriseret som enten subsistens eller kommercielle fiskere, og sidenhen har fiskerne skullet søge om tilladelse til at drive deres erhverv i én af de to sektorer. De traditionelle småfiskere har altid fisket for at bringe mad på bordet og har solgt, hvad der har været tilovers. Således har der været perioder, hvor de har haft en rimelig indkomst, og perioder, hvor de ikke har tjent penge. Denne form for fiskeri er der ikke givet plads til i de to sektorer, idet subsistensfiskere ikke må sælge deres fangst, og det kommercielle fiskeri er af en natur, der er meget forskelligt fra det traditionelle fiskeri.

For eksempel har småfiskerne traditionelt set fanget mange forskellige arter og anvendt forskellige fiskemetoder, og således har fiskerne kunnet sikre arbejde og fangst året rundt. Denne strategi er en integreret del af småfiskernes levevis og er meget vigtig for fødevaresikkerheden. I det kommercielle fiskeri bliver fiskerne tvunget til at fokusere på én type fiskeri og tillades typisk kun at fiske efter én art.

I 2001 indførtes en fiskeripolitik, der praktisk set udelukkede størstedelen af småfiskerne fra at fiske. For det første havde fiskerne ikke råd til at søge om tilladelse – en ansøgning kostede for manges vedkommende mere end en årsløn – og for det andet var ansøgningsskemaerne komplicerede og uforståelige for langt størstedelen af fiskerne. Af den minoritet af småfiskere, der i 2001 fik tildelt fiskekvoter til det kommercielle fiskeri, er det de færreste, der har kunnet leve af kvoterne. For eksempel fik fiskere, der havde succes med deres ansøgninger om hummer kvoter, typisk tildelt en kvote på 420 kg. hummer pr. sæson – en kvote der fordelt mellem fem fiskere kan fanges på omkring to uger og giver en samlet indkomst på omkring 4.200 Rand pr. fisker (svarende til ca. 4.000 kr). Dette beløb svarer til under en fjerdedel af ”minimum eksistens niveauet” (*) for en familie på to voksne og tre børn i Sydafrika.

I maj 2005 vedtog Ministeriet for Miljø og Turisme en ny fiskeripolitik. I det store og hele er det en fortsættelse af den nuværende politik, men med en markant forlængelse af perioden for rettighederne til at fiske. Succesfulde ansøgere kan se frem til retten til at fiske de næste otte til 15 år, og de der ikke har heldet med sig skal affinde sig med formentlig aldrig at drive fiskeri som erhverv mere. For småfiskerne er der ikke meget at glæde sig over. Langs størstedelen af småfiskerne ønsker at fiske som de traditionelt har gjort, men det er der ikke mulighed for i den ny politik. Kun et beskedent fåtal af småfiskerne har kvalifikationerne, kapitalen og motivationen til at satse på det kommercielle fiskeri, og heraf kan nogle få se frem til at få andel i kvoter - forhåbentlig af betydelig størrelse, således at det er muligt at leve af fiskeriet.

For de mange småfiskere uden kvalifikationer, kapital og motivation til at drive kommercielt fiskeri – de der blot ønsker at fi ske på traditionel vis for at skaffe til dagen og vejen og lidt til – ser fremtiden ud til at blive en fortsættelse af den nuværende elendighed, en fremtid uden mulighed for at betale for børnenes skolegang, uden arbejde, uden et godt nærende aftensmåltid og uden tilstrækkelig adgang til lægehjælp. Disse sociale aspekter er alle beskrevet som rettigheder i den sydafrikanske forfatning – retten til uddannelse, retten til tilstrækkelig ernæring og lægehjælp og retten til frit at vælge arbejde. Derudover er småfiskerne teoretisk set beskyttet under en række internationale aftaler, bl.a. den bindende SADC (Southern African Developing Countries) Protokol for Fiskeri, der forpligtiger medlemsnationer til at implementere juridiske og administrative foranstaltninger for at beskytte småfiskernes ret til at fiske.

Retssagen skrider langsom frem, og der har hidtil kun været afholdt et par retsmøder.
Da sagen blev rejst i udgangen af 2004, var det med håb om at presse Minister van Schalkwyk til at imødekomme småfiskernes rettigheder i formuleringen af den ny fiskeripolitik. Dette lykkedes desværre ikke i første omgang, men Marine and Coastal Management, der varetager fiskeriforvaltningen og står bag den ny politik, vurderer tilsyneladende at muligheden for at udfaldet af retssagen falder ud til Masifundise’s fordel er betydelig. Formentlig af den grund har Marine and Coastal Management indvilliget i en række diskussioner med Masifundise for at finde vej til et forlig.

Om forliget vil være tilfredsstillende for småfiskerne, må fremtidige møder med fiskerimyndighederne vise. (Se pressemedelelsen i link til højre)

---------------------------------------------------------
*Minimum eksistens niveauet” svarer til den sum penge der er nødvendig for at en familie kan værne om deres helbred, have en acceptabelt hygiejne standard og tilstrækkeligt med tøj.
---------------------------------------------------------