Swaziland – et land i konstant krisetilstand

Af Peter Kenworthy, Kommunikations- og Projektmedarbejder

Swaziland, Afrikas sidste enevældige monarki, er et land i næsten uafbrudt krisetilstand. Regeringens og politiets gentagne brud på menneskerettighederne og chikane af landets demokratibevægelse, landets enorme forskelle mellem rig og fattig, samt at landet har det højeste antal Aids-smittede per indbygger burde kunne vække interesse på redaktionerne og i parlamenterne rundt omkring i verden. I den senere tid har Swaziland United Democratic Fronts landssekretær således fået sit hus bombet, måske af politiet; Swaziland Federation of Trade Unions præsident har fået sit hus ransaget; Mario Masuku, leder af landets største oppositionsparti PUDEMO, er blevet anklaget for terrorisme for at udtale sig og gentagne gange blevet chikaneret af politiet; studenterleder Pius Vilakati er blevet jagtet af politiet og meldes savnet; og menneskerettighedsaktivist Sipho Jele døde for nyligt i politiets varetægt. Alligevel finder disse historier sjældent vej til udenlandske aviser og bliver sjældent taget op eller fordømt af verdenssamfundets statsledere eller regeringer. Desuden er den historiske baggrund til Swaziland nuværende situation mere eller mindre ukendt.

Denne artikel vil derfor kort gennemgå Swazilands historie, hvorefter Morten Nielsen fra Afrika Kontakt vil forsøge at svare på, hvad de mener vil bringe Swaziland nærmere at blive et egentligt demokrati.

Historie

Kolonistyre

Swaziland var et Britisk protektorat i over 60 år, hvilket havde negative følger for Swaziland som ikke er ulig følgerne for andre Afrikanske kolonier, blandt andet en hårdhændet behandling af den indfødte befolkning som kolonisterne betragtede som ”vilde”, og skatter der skulle proletarisere befolkningen så de kunne bruges som billig arbejdskraft. Swaziland var også et eksempel på de britiske kolonisatorers manglende vilje til at bruge penge på deres kolonier, hvorfor traditionelle sociale strukturer til dels overlevede kolonistyret. Dog var en del af disse ”traditionelle” strukturer blevet opfundet eller ændret for at varetage kolonistyrets og Swazilands monarkis interesser, og meget af den daglige administration blev udført af kongen og hans høvdinge, ikke kolonimagten.

Uafhængighed

Swaziland fik sin uafhængighed i 1968, efter at Swazilands monarki havde være med til at skabe en nationalisme der spillede på landets homogene natur, og en ”tradition” der for en stor dels vedkommende var relativ ny. Grunden til at Swazilands overgang til uafhængighed foregik relativt ubesværet var i høj grad det tålmodige diplomati som Swazilands kong Sobhuza II havde ført. Det demokrati som der blev lagt op til i uafhængighedsforfatningen blev dog hurtigt erstattet af et royalt diktatur, efter at kongen suspenderede forfatningen i 1973, indførte undtagelsestilstand, og forbød demonstrationer, politiske partier, og møder. Grunden til dette var formodentligt at kongen frygtede den fremgang som det største oppositionsparti, Ngwane National Liberatory Congress havde haft i det seneste valg. Kongen påstod dog, at der lå mere kulturelle årsager til grund for hans handlinger, og hævdede at ”forfatningen har tilladt uønskede og fremmede politisk praksis i at tage rod i vores land, som er uforenelige med vores samfundsform”.

Samarbejde med apartheidstyret

Swazilands monarki var således ikke på nogen måde progressiv i dets politiske ståsted eller i valget af sine venner. Kongen havde et mangeårigt og tæt samarbejde med apartheidstyret i Sydafrika og Portugiserne i Mozambique, og havde baseret sin uafhængighedsstrategi på råd fra blandt andet Van Wyk de Vries, et prominent medlem af det hemmelige Sydafrikanske Afrikaaner orden, Broederbond. Efter 1978 havde såvel Sobhuza II som hans efterfølger underskrevet sikkerhedspagter med sin sydlige nabo, samt hjulpet apartheidstyret, eller i det mindste ikke hindret det, i at anholde og dræbe ANC-medlemmer i Swaziland. Swazilands regering kritiserede ligeledes den kampagne der anbefalede sanktioner imod apartheidstyret, og var således det eneste medlem af Commonwealth, ud over Thatchers Storbritannien, der ikke anbefalede sanktionerne. Den statssanktionerede forfølgelse af ANC-medlemmer fortsatte helt til 1990, hvor ANC igen blev en lovlig organisation i Sydafrika, og hvor Nelson Mandela blev løsladt. Medlemmer af Swazilands demokratibevægelse var dog uenige i denne politik, og havde hjulpet et utal af ANC-medlemmer. I lyset af dette virker det derfor underligt at den nuværende regering i Pretoria har valgt ikke at kritisere regimet i Swaziland eller støtte den demokratibevægelse der støttede ANC under apartheid.

Politik

Spørgsmålet om jordrettigheder er et af hovedgrundpillerne i monarkiets magt. Al ikke-privatejet jord i Swaziland er nemlig båndlagt eller kontrolleret af kongen, som derfor reelt kontrollerer tildelingen af al offentlig jord i landet, og benytter den magt dette giver til at kræve tvangsarbejde eller tvangsfjernelse af sine undersåtter. Kvinder er dobbelt undertrykte i spørgsmålet om jord, da de i tilgift hertil kun kan få brugsret over et stykke jord gennem deres mand.

Tinkundla

Tinkhundla-stystemet er en anden vigtigt kilde til magt i Swaziland. Tinkhundla er et valgsystem hvorfra medlemmerne til Swazilands parlament vælges, men hvor politiske partier er forbudte, og hvor kongen skal godkende alle parlamentsmedlemmer, samt nominere en femtedel af disse, selv, herunder statsministeren. Desuden kan kongen simpelthen vælge at se bort fra hvad parlamentet beslutter. Magten og indtjeningsmulighederne i systemet er således centraliseret omkring monarken, og dette er en af årsagerne til at Swazilands demokratisering indtil videre ikke er lykkedes. Ligesom i mange andre Afrikanske lande er det nemlig ikke i elitens interesse at ændre på status quo, hvorfor oppositionspartier og massebevægelser der opererer udenfor magtsystemer som Tinkundla-systemet er den eneste måde hvorigennem man kan skabe reel forandring og forbedring af samfund som Swaziland. Tinkhundla-systemet blev oprindeligt startet som et eksperiment af kong Subhuza II, og et flertal af befolkningen i Swaziland mener, at det er et eksperiment der enten trænger til et eftersyn eller at blive erstattet af et reelt demokratisk system. Da en komite besøgte alle Tinkhundla-områderne i 1991, udtrykte et flertal af de adspurgte således mistillid overfor systemet.

Tinkhundla-systemet var dog i mange år betragtet som politisk set uomgængeligt. NNLC, der oprindeligt var det mest indflydelsesrige oppositionsparti, og som kæmpede for demokrati inden for Tinkundla-systemet, vandt i 1972 tre af 24 mandater i parlamentet. Partiet blev dog markant svækket herefter af politi- og regeringschikane, arrestationer, interne uoverensstemmelser, og at kongen suspenderede forfatningen, erklærede undtagelsestilstand, og erklærede al partipolitisk aktivitet for forbudt i 1973.

Fra kong Sobhuza II til Kong Mswati III

Sobhuza II's legitimitet, og den kult som omgav ham, var i høj grad affødt af hans person og stærke talegaver. Efter hans død i 1980 døde megen af denne legitimitet, samt den relative stabilitet som Swaziland havde oplevet siden uafhængigheden, dog med ham. Uoverensstemmelser og magtkampe indenfor den royale magtelite begyndte nu at forekomme med stadig stigende hyppighed, hvorfor Sobhuza II's efterfølger, Mswati III, først blev kronet i 1986. Mswati III var dog en skuffelse for dem som havde håbet på en mere progressiv og demokratisk sindet konge og hersker. Han lovede således at ”beskytte og bevare vores højagtede traditionelle institutioner, og dermed lade dem udvikle sig i tråd med vores kulturelle evolution”, og viste sig at være lige så autoritær som sin forgænger, eksempelvis da han allerede et år inde i sin regeringstid i 1987 krævede parlamentet opløst. Kongens og regimets stigende upopularitet kunne blandt andet ses i såvel den stigende udenomsparlamentariske aktivitet, som den faldende deltagelse i valgene. Sidstnævnte blev især tydeliggjort under de første valg der blev afholdt under Mswati III's regeringstid, hvor kun ca. en tredjedel af vælgerne stemte.

Demokratibevægelsen

Siden the People's United Democratic Movement (PUDEMO) blev stiftet i 1983, har partiet været været oppositionens og demokratibevægelsens vigtigste stemme sammen med fagforeningerne og den nyligt dannet paraplyorganisation, Swaziland United Democratic Front.

PUDEMO

PUDEMO's indflydelse og relative success skal ses i sammenhæng med at Mswati III ikke har kunnet genskabe den legitimitet som hans forgænger havde, og at PUDEMO byggede meget af sin tidlige kritik af regimet på den unge kong Mswati III's tydelige overforbrug og korruption. I PUDEMO's manifest fra 1985 stiller man sig helt tydeligt i opposition til kongen og hans regime, når man siger at PUDEMO ”fuldt ud bestræber sig på at skabe et demokratisk Swaziland”, at ”alle landets borgere skal have lige del i landets goder og værdier”, at ”jorden skal gives til de som opdyrker den”, at alle børn skal tilbydes ”fri, obligatorisk, og universel undervisning”, og at ”menneskerettighederne skal respekteres og overholdes”. Manifestet insisterer også på at PUDEMO er en ikke-voldelig organisation, og er tydeligvis inspireret af den Sydafrikanske Frihedserklæring fra 1955, som ligeledes var både socialdemokratisk og socialistisk i sit tankegods. Til trods for sin fredelige og demokratiske hensigter er PUDEMO's ledere og medlemmer dog blevet sigtet for alt for at have båret en T-shirt med et PUDEMO-logo til højforræderi for terrorisme, og er blevet tævet, tortureret, og i enkelte tilfælde endda dræbt af politiet. Denne chikane har dog for det meste haft den modsatte effekt af hvad regimet nok havde håbet på, da den omtale som den har givet har været med til at sætte PUDEMO på landkortet i såvel Swaziland som internationalt.

SUDF

Swaziland United Democratic Front (SUDF) er en bevægelse der minder om den Sydafrikanske United Democratic Front, en bevægelse der havde en vigtig andel i afskaffelsen af apartheid. SUDF blev dannet i 2008 af civilsamfundsorganisationer og fagforeninger, som et resultat af behovet for en organisation der kunne samle, koordinere og forstærke arbejdet for demokratisering og fattigdomsbekæmpelse i Swaziland. SUDF er, i hvert fald i teorien, bedre i stand til at udnytte det politiske rum der trods alt er i Swaziland, da bevægelsen i kraft af de fagforeninger og andre organisationer der er medlemmer, ikke er ulovlig, til forskel fra PUDEMO, der som et parti ifølge loven er ulovligt.

I 2009 enedes 5000 medlemmer af SUDF i Manzini om Manzini-deklarationen. Deklarationen er en hensigtserklæring der bekræfter at SUDF forpligter sig til at fremme menneskerettighederne, herunder retten til ytringsfrihed, demokrati, sundhed, et socialt sikkerhedsnet, og kvinders rettigheder, samt udlægger bevægelsens holdninger i forhold til Swazilands politiske udvikling.

Problemer der skal løses

Interne stridigheder

Der har dog været visse uoverensstemmelser imellem de respektive organisationer der tilsammen udgør demokratibevægelsen, og disse uoverensstemmelser er med til at spænde ben for dennes arbejde. Et eksempel på dette var uoverensstemmelserne mellem Swaziland Federation of Trade Unions (SFTU) og PUDEMO i 1989. Jan Sithole, den daværende generalsekretær for SFTU, havde taget afstand fra PUDEMO og dennes aktiviteter, sandsynligvis især fordi PUDEMO havde været med til at danne en rivaliserende faglig hovedorganisation til SFTU, med den begrundelse at SFTU var ”mislykkedes” i sin rolle som varetager af medlemmernes interesser. Med oprettelsen af SUDF håber man dog på, at have skabt et forum hvor diskussion og fælles handling kan udjævne sådanne uoverensstemmelser.

Mobilisering af bønderne

Et andet problem som PUDEMO og resten af demokratibevægelsen står over for, er at selv om man har fået mobiliseret de unge og en del af arbejderklassen og middelklassen, så har man i langt mindre grad kunne mobilisere bønderne i landområderne – måske fordi bønderne i langt mindre grad har kunnet eller villet løsrive sig fra den ”traditionelle” kultur som Tinkundla repræsenterer, og måske fordi demokratibevægelsen i højere grad bør fokusere på spørgsmål som optager bønderne såsom fordeling og ejerskabet af jorden.

Udemokratisk kultur

Kulturspørgsmålet må også adresseres af demokratibevægelsen, da dens demokratiske natur og løsninger er i strid med den hierarkisk baserede kultur, som Swazilands monarki bruger til at kue befolkningen med. I realiteten tildeler denne kultur enhver borger i Swaziland en rolle, hvor de fattige, især dem i landområderne, komme til at ser det at være fattig som nærmest noget naturgivent, da dette er deres rolle i det ”traditionelle” samfund. Uden at diskutere politik på et kulturelt niveau, vil det således være svært at overbevise et flertal af befolkningen om, at det er i deres egen interesse at støtte demokratibevægelsen, og selv om Swaziland skulle blive et demokratisk samfund uden et sådant opgør med landets ”traditionelle” kultur, vil befolkningen være for ukritisk over for en ny demokratisk regering. Manzini-deklarationens paragraf 44 påpeger dog, at ”de skadelige fortolkninger af vores kultur og traditioner, der underminerer kvinders rettigheder og værdighed, samt rettighederne for alle andre dele af befolkningen, skal bekæmpes og korrigeres”.

Bombninger

Den mere eller mindre konstante bølge af bombninger, der angiveligt udføres af militante dele af demokratibevægelsen, er endnu et problem som (den fredelige del af) demokratibevægelsen skal have løst. Og dette selvom nogle af disse bombninger sandsynligvis er blevet udført af politiet eller sikkerhedsstyrkerne, for at bringe demokratibevægelsen i miskredit, hvilket bevises af såvel de frikendelser af anklagede bombemænd som at nogle af bomberne tydeligvis er lavet af professionelle. Nogle af disse bombninger er dog sandsynligvis udført af oprørske og utilfredse Swazier som er blevet trætte af at ellers fredelige demokratiaktivister bliver mødt med vold, og som mener at den interne uenighed og påståede manglende success i demokratibevægelsen, og det internationale samfunds manglende fordømmelse af regimet, legitimerer deres handlinger. Her tænkes især på vigtige handelspartnere som EU og Sydafrika, hvor sidstnævnte såvel ud fra et demokratisk og et historisk synsvinkel burde støtte demokratibevægelsen der støttede ANC under apartheid, i stedet for den stille diplomatiske kurs som den har lagt. Bombningerne er derfor også et signal til såvel demokratibevægelsen som det internationale samfund om at handle, såfremt de ønsker en fredelig løsning på Swazilands politiske situation. Når det så er sagt, er Swaziland et lille land hvor alle er i familie eller kender hinanden, og hvor der ikke er nogle større kulturelle eller sprogrelaterede uoverensstemmelser, hvorfor en voldelig opstandelse eller revolution i Swaziland er svær at forestille sig.

Overgangen fra massebevægelse til parti

Slutteligt må enhver massebevægelse der ønsker at omdanne sig til et politisk parti, og danne regering, huske på at de fleste andre Afrikanske befrielsesbevægelser ikke er lykkedes i dette. Disse partier ender ofte med at undervurdere den udfordring det er, at overtage regeringsmagten fra et kolonistyre eller et diktatur, og har ofte svært ved at opretholde de demokratiske strukturer og den politiske samhørighed som de havde inden de overtog regeringsmagten, ud over i forhold til selvberigelse og selvpromovering. Måske skyldes dette at mange af disse bevægelser forsøger at fastholde bevægelsen som en politisk enhed, som for alt i verden ikke må dele sig i flere partier, hvorfor det interne demokrati og pluralismen i partiet langsomt men sikkert forsvinder. På den anden side, som eksemplet United Democratic Front i Sydafrika viser, må en massebevægelse ikke bare opløse sig selv efter at flerpartidemokrati er blevet indført, men må fortsætte med at være en partipolitisk uafhængig, kritisk røst i landets politiske debat, uanset hvem der sidder i regering.

Et demokratisk Swaziland

Men hvordan er det så nået så vidt i Swaziland? Hvorfor kommer regeringens pres på demokratibevægelsen i Swaziland lige nu, og er den et eksempel på styrke eller svaghed fra regimet? Hvorfor lægger EU, den Afrikanske Union og Sydafrika ikke det fornødne pres på regimet i Swaziland for at få det til at stoppe med at krænke Swazilands borgeres rettigheder, og i forlængelse hermed indføre demokrati i Swaziland? Og hvorfor er det ikke lykkes Swazilands demokratibevægelse i højere grad at mobilisere befolkningen bag disse krav, presse regimet til indrømmelser, eller at få råbt verdenssamfundet op? Hvordan undgår demokratibevægelsen at lave samme fejl som andre Afrikanske lande, hvor demokratibevægelserne endte som topstyrede partier (e.g. UDF forsvandt i Sydafrika)?

Ifølge Morten Nielsen fra Afrika Kontakt, ligger et af hovedproblemerne for demokratibevægelsen i høj grad i, at kongen er både enerådig og at betragte som ufejlbarlig. Før man overvejer at kritisere kongen eller regimet, eller deltage i demokratibevægelsens arbejde, skal man derfor overveje, om man har lyst til at risikere at miste sit jord, sit hus, sit job, eller i yderste konsekvens, sit liv. Swaziland er at sidestille med et stort landbrug i 1600-tallets Danmark, han, hvor kongen er herremanden og Swazilands befolkning trællene. ”Det er et totalitært, enevældigt styre, hvor kongen er over loven, ikke kan straffes, og hvor han kan bestemme over sine undersåtters liv og død. Man har i princippet en demokratisk forfatning og en bill of rights i Swaziland, men hvis noget af dette er i konflikt med Swazilands kultur and tradition, siger forfatningen at så gælder det ikke.