Afrika skal være europæisk koloni - igen
"Hvis handelsaftalerne med EU går igennem, kan afrikanske lande godt vinke farvel til deres forsøg på at blive industrialiserede."
- Tetteh Hormeku, Third World Network, Ghana
EU arbejder hårdt på at kolonisere Afrika igen og reducere kontinentet til at være en indtægtskilde for europæisk industri - ligesom for 100 år siden. Denne gang er våbnet bare ikke krudt og kugler, men handelsaftaler.
Siden 2002 har EU presset afrikanske lande til at skrive under på handelsaftaler, som blandt meget andet kræver, at stort set al told skal fjernes, både i Europa for afrikanske varer og omvendt.
Det ville være fair, hvis EU og Afrika kunne konkurrere på lige fod. Men EU er en økonomisk og industriel supermagt sammenlignet med Afrika.
EU truer sig til aftaler
Både organisationer, politikere og borgere har protesteret højlydt mod aftalerne. Men nogle lande valgte alligevel at skrive under, da EU truede med at lægge straftold på deres varer, og dermed gøre det umuligt for dem at sælge deres varer i Europa.
EUs egne interesser går forud for alt andet
Ved festlige lejligheder lyder det fra EU, at udviklingslandenes behov skal prioriteres i internationale handelsaftaler, og at "udvikling bør gå forud for alt andet". Men EU har samtidig en nedskrevet politik - 'Global Europe' - om at gøre Europa til "verdens mest dynamiske, konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi" - og den ambition prioriterer EU højere end udtalelserne om at Afrika skal hjælpes op på omdrejningshøjde med resten af verden.
Vores handelspolitik spiller en afgørende rolle for at stimulere vækst og skabe jobs i Europa.
- Fra EU-kommissionens egen præsentation af 'Global Europe'-politikken
Så når realiteterne kommer på bordet, går udvikling ikke forud for alt andet. Det er EUs egne interesser, der går forud for alt andet. Aftalerne er først og fremmest indrettet til at komme europæisk industri til gode, og åbner op for at en bølge af billige europæiske varer kan udkonkurrere de afrikanske landes egen skrøbelige industri.
Hvis jeg sendes op i en boksering med Muhammed Ali, og vi begge får besked på at dyste efter samme regler, vil resultatet blive mord, ikke en boksekamp.
Julius Nyerere, tidl. præsident i Tanzania
