Kun tre importører tilbage

Amerikansk firma stopper fosfatimport fra Vestsahara

Presset på gødningsfirmaer der importerer fra Vestsahara øges, efter at amerikanske Innophos stopper import af fosfat fra kolonien ved udgangen af året. Mærsk har sagt, at man ikke længere vil transportere fosfat fra Vestsahara.
13. september 2018

I kategori

I kategori:

Ifølge den internationale netværksorganisation Western Sahara Ressource Watch (WSRW), er antallet af importører af fosfat fra Vestsahara dermed faldet fra 15 i 2012 til tre fra næste år: Ballance Agri-Nutrients og Ravensdown fra New Zealand og Paradip fra Indien. Det skriver et af New Zealands største nyhedsmedier, Stuff.

Danske rederier har længe spillet en væsentlig rolle i importen af fosfat fra Vestsahara, siger sekretariatsleder i Afrika Kontakt Morten Nielsen.

”I Afrika Kontakt synes vi det er lidt trist, at ud af de tre der køber fosfat fra det af Marokko besatte Vestsahara, er danske rederier involveret i de to. Det er derfor positivt at Maersk har meddelt at de ikke vil seje fosfat til New Zealand og Ravensdown efter nytår. Vi vil stærkt anbefale det danske rederi Ultrabulk også at stoppe deres sejlads med fosfat”, udtaler Morten Nielsen.

I 2017 tilbageholdt de sydafrikanske myndigheder et skib med 55.000 tons fosfat, der var på vej fra Vestsahara til New Zealand. Sydafrikas højesteret vurderede sidenhen, at lasten ikke tilhørte den marokkanske kolonimagt i Vestsahara, men Vestsaharas folk saharawierne.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev