Det store fosfattyveri:

Dansk rederi transporterer fosfat fra det besatte Vestsahara til Venezuela

Endnu et dansk rederi involveret i illegalt transport af fosfat fra det af Marokko besatte Vestsahara.
03. september 2015

I kategori

I kategori:

Western Sahara Resuorce Watch og Afrika Kontakt protesterede den 3. september i et brev sendt til det danske rederi, Clipper Group, da et af deres skibe står for transporten af fosfat fra Vestsahara til Venezuela.

I brevet skriver Western Sahara Resuorce Watch og Afrika Kontakt, at det ikke kun er uetisk at plyndre et besat område, men at det det efter deres opfattelse, også er i konflikt med international lov. De mener, at samarbejdet med den ulovlige besættelsesmagt er medvirkende til at blåstemple Marokkos besættelse og de voldsomme menneskerettighedskrænkerlser i Vestsahara samt at underminere FN’s fredsproces for en løsning af konflikten.

De to organisationer fremhæver endvidere, at den pågældende last af fosfat samlet set har en værdi af ca. 2 millioner amerikanske dollars. I sammenligning hertil modtog de 160.000 saharawier, der stadig bor i flygtningelejre i den algeriske ørken, 24 millioner amerikanske dollars i fødevarehjælp fra det internationale samfund i 2013.

I brevet opfordrer Western Sahara Resource Watch og Afrika Kontakt rederiet Clipper Group til at stoppe deres transport af fosfat fra Vestsahara. De henviser til andre virksomheder som bl.a Danske Bank og norske Yara, der i de senere år har erklæret, at de vil afstå fra involvere sig i transport af fosfat fra eller investere i de besatte områder.

Udover rederiet Clipper Group, har også danske Ultrabulk en samarbejdsaftale med det offentligt ejede marokkanske firma, Groupe OCP, om transport af fosfat fra Vestsahara. Ét år er nu gået siden Afrika Kontakt blev lovet en status på denne sag af Dansk Rederiforening, som Ultrabulk er medlem af. Rederiforeningen har dog stadig ikke svaret på Afrika Kontakts henvendelser i mere end et halvt år.

”Vi undrer os over, hvorfor danske rederier spiller en så fremtrædende rolle i forhold til udplyndringen af Vestsahara. Ikke mindst fordi vi løbende har været i kontakt med Danmarks Rederiforening i mere end et år og kunne forstå på dem, at de ville undersøge sagen,” udtaler Morten Nielsen, sekretariatsleder i Afrika Kontakt.

Afrika Kontakt mener, at også Ultrabulk handler i strid med international lov og basale menneskerettigheder ved at samarbejde med den marokkanske stat og deltage aktivt i deres udvinding af naturressourcerne i Vestsahara. Ifølge international lov skal en besættelsesmagt, der ønsker at udnytte naturressourcerne fra et besat område som Vestsahara, nemlig både sikre sig at salget kommer den oprindelige befolkning til gode samt, at den oprindelige befolkning accepterer dette salg. Marokko har ikke ført troværdige beviser for dette. Ifølge Geneve-konventionen er sådanne handler i en koloni under væbnet besættelse en decideret krigsforbrydelse.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev