Investeringer i besat land

Danske banker og pensionskasser dropper investeringer i Vestsahara

Pensionskassen Pensam, blandt andre, dropper uetisk investering i selskab illegalt til stede i Vestsahara. Dog fortsætter pensionskassen med at investere i tilsvarende uetisk selskab.
20. april 2016

I kategori

Pensionskasser der investerer i IncitecPivot

AP-Pension

Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP)

Danske Civil- og Akademiingeniørers Pensionskasse (DIP)

ISP Pension

PKA Pension

 

Afrika Kontakt mødtes for nyligt med repræsentanter for pensionskassen Pensam til en snak omkring deres investeringer og konflikten i Vestsahara. Afrika Kontakt udgav i marts en rapport, der synliggjorde danske investeringer, på kant med folkeretten, i det besatte Vestsahara. Siden da har Pensam ekskluderet ét selskab illegalt til stede i Vestsahara. Selskabet Incitec Pivot er nu at finde på Pensams liste over udelukkede investeringer. Incitec Pivot er en australsk gødningsproducent, der gennem tre årtier, i strid med international ret, har importeret fosfat fra det besatte Vestsahara. Pensam har blacklistet selskabet fordi det igennem sin fosfatimport overtræder en række menneskerettigheder. I Pensams arbejde med ansvarlige investeringer fokuserer pensionskassen bl.a. på om deres investeringer ”medvirker til alvorlige krænkelser af individers rettigheder i krig eller konfliktsituationer”. Med udelukkelsen af Incitec Pivot viser Pensam, at de aktivt forsøger at efterleve deres egen politik. 

Pensionskassen PFA har også tidligere ekskluderet Incitec Pivot fordi de, via deres aktiviteter i Vestsahara, bryder med en række grundlæggende menneskerettigheder. Sydbank har tidligere ekskluderet fire selskaber fra deres investeringsunivers, som alle optræder illegalt i Vestsahara. Det drejer sig om selskaberne Glencore PLC, Innophos Holdings, PetroMaroc og San Leon.

 

Investerer fortsat i blakket energiselskab

Pensam investerer dog fortsat i to selskaber tilknyttet Marokkos olie og gas-søgen i det besatte Vestsahara, nemlig VINCI Group og Glencore PLC. VINCI har foretaget boringer for et energiselskab, der fandt gas i det besatte Vestsahara september sidste år, mens Glencore er et berygtet schweizisk energiselskab, som har været involveret i en stribe af skandaler. Glencore er en central aktør i Marokkos søgen efter olie i Vestsahara. Hele 17 danske banker og pensionskasser investerer i Glencore.

Danske bank har også tidligere blacklistet tre selskaber, som illegalt importerer fosfat fra Vestsahara: Incitec Pivot, Innophos Holdings og PotashCorp.  Til trods for dette investerer Danske Bank i en af de absolut største fosfatimportører – Agrium Inc. Dette er med til at sætte spørgsmålstegn omkring bankes konsistens i forhold til sin egen investeringspolitik.

Flere norske og svenske pensionskasser og pengeinstitutter har allerede blacklistet investeringer som disse i Vestsahara. I forhold til sine nordiske naboer er Danmark således bagud, når det kommer til ansvarlig investeringspolitik vedrørende Vestsahara.