Historien om en glemt konflikt:

David og Goliat

I år er det 40 år siden, Marokko besatte Vestsahara. Resten af verden accepterer, at landet bliver udplyndret, mens befolkningen bor i flygtningelejre i ørkenen i Algeriet.
18. august 2015

I kategori

I kategori:

Skuffelsen var stor hos sahrawierne og deres organisation Polisario, da FNs Sikkerhedsråd i april fornyede mandatet for den fredsbevarende mission, MINURSO, og endnu engang undlod at skrive overvågning af menneskerettighederne ind i mandatet. Det betyder, at MINURSO fortsat er den eneste FN-mission, der ikke skal beskæftige sig med krænkelser af menneskerettighederne. Det skaber store frustrationer hos sahrawierne i den del af Vestsahara, der er besat af Marokko - og blandt de FN-officerer, der ikke må gribe ind, når de overværer eller hører om mishandling af civilbefolkningen i Vestsahara. 

Fra 2005 til 2007 var daværende generalmajor Kurt Mosgaard chef for MINURSO. Han siger:  
"Som det gælder for alle FNs øvrige fredsbevarende missioner med udsatte befolkninger, bør MINURSO tildeles mandat til at overvåge menneskerettigheder i Vestsahara, både i den marokkansk besatte del og i flygtningelejrene i Algeriet. Adskillige internationale organisationer rapporterer om overtrædelser men sjældent baseret på egne observationer men blot troværdige forlydender. Kritiske journalister og interesserede organisationer som EU-parlamentet får ikke adgang til Vestsahara, så pt er der ingen uvildige instanser, som kan varetage opgaven.” 
Kurt Mosgaard vurderer, at med FNs overvågelse af menneskerettigheder ville sikkerhedsstyrkerne blive mere tilbageholdene i deres fremfærd. 

Som det gælder for alle FNs øvrige fredsbevarende missioner med udsatte befolkninger, bør MINURSO tildeles mandat til at overvåge menneske- rettigheder i Vestsahara."

”Og befolkningen ville få et indtryk af, at det internationale samfund faktisk bekymrer sig, hvorved risikoen for en ny krig bliver mindre. Et sådant tiltag vil i øvrigt kunne bevirke, at der ruskes op i den ellers fastlåste situation, så FNs generalsekretærs særlige udsending, amerikaneren Christoffer Ross, vil kunne få mere fremgang i sine bestræbelser på at opnå en politisk løsning, som vil være acceptabel for begge parter," siger Kurt Mosgaard. 
De menneskerettighedskrænkelser, FN-missionen ikke må gribe ind overfor er bl.a. angreb på fredelige demonstrationer, tortur i fængslerne og langvarige fængselsstraffe, idømt ved militære domstole, for fredelige demonstrationer mod besættelsen. 
Amnesty gennemfører for tiden en stor kampagne mod Marokkos omfattende brug af tortur mod politiske fanger.  

Afrikas sidste koloni

Vestsahara var oprindeligt en spansk koloni, der blev lovet selvstændighed på samme måde som verdens øvrige kolonier blev selvstændige i 1960’erne og 70’erne. Men i det magtvacuum, der opstod, da Spaniens mangeårige diktator Francisco Franco var døende i efteråret 1975, indgik Spanien en aftale med Marokko og Mauretanien om, at de to lande skulle dele det ressourcerige Vestsahara. Mauretanien forlod landet efter et par år, hvorefter Marokko besatte hele landet og forsøgte at få besættelsen legitimeret ved hjælp af Den Internationale Domstol i Haag. Marokkos påstand er, at hele området er en naturlig del af det gamle 'Stormarokko'. Domstolen gav dog ikke Marokko medhold. Vestsahara har ikke noget naturligt forhold til Marokko og ingen lande i verden godkender Marokkos annektering af Vestsahara. 

Napalm mod flygtninge 

Marokkos besættelse af landet blev gennemført med stor brutalitet. Civilbefolkningen blev bombet med napalm og vandet i brøndene forgiftet. Hovedparten af befolkningen flygtede ud i ørkenen. Sahrawierne er oprindeligt nomader og kunne begå sig i ørkenen. I begyndelsen af 1976 fik flygtningene lov til at krydse grænsen til Algeriet – og her har flere hundrede tusinde mennesker siden boet i flygtningelejre på et af de mest øde steder på jorden. 

Kun et mindretal blev tilbage i det besatte Vestsahara. Her forsvandt flere hundrede i marokkanske fængsler i løbet af 1980’erne. 

I de første år bekæmpede uafhængighedsbevægelsen Polisario Marokko med våben, men siden 1991 har der været våbenhvile mellem de to parter. Marokko har stadig omkring 150.000 soldater stationeret i Vestsahara. Aftalen var, at FN skulle sørge for, at der blev  holdt en folkeafstemning om landet skulle være selvstændigt eller høre under Marokko.  Indtil nu har Marokko saboteret planen om at holde folkeafstemningen. Den er aldrig blevet gennemført.

Marokkos interesse for landet drejer sig først og fremmest om naturressourcer – især den værdifulde fosfat, som er afgørende for produktionen af kunstgødning. Men også fiskeriet i Atlanterhavet ud for kysten, mineraler i undergrunden og muligheden for at drive landbrug og finde olie får Marokko til at holde fast på Vestsahara, der overfladisk set bare er en nøgen, tom ørken.     

Plyndring 

Sahrawier fra det besatte Vestsahara lever i fattigdom i flygtningelejre i Algeriet, mens Marokko plyndrer landet.
Værdien af den fosfat, Marokko illegalt eksporterer fra det besatte land, svarer til 5-6 gange det beløb sahrawierne i flygtningelejrene årligt får i humanitær bistand. Det fremgår af en rapport, som Western Sahara Ressource Watch udsendte sidste år. 
I rapporten opgøres det, at værdien af de 2.1. millioner tons fosfat, Marokko illegalt solgte fra Vestsahara i 2014, er langt over en milliard kroner. Til sammenligning får sahrawierne i flygtningelejren omkring 200 millioner kroner i humanitær hjælp fra det internationale samfund  
Dertil kommer værdien af en række andre ressourcer, som Marokko – i strid med folkeretten – henter ud af det besatte land.
Sahrawierne og en række ngo’er – herunder danske Afrika Kontakt – håber, at offentliggørelse af data om eksporten og pres på investorer i de gødningsselskaber, der køber fosfaten for at bruge den til fremstilling af kunstgødning, får investorer til at trække deres penge ud af selskaberne.

Pengene ud

Det gælder for eksempel den statslige svenske pensionsfond, AP-Fonden, der har trukket investeringer ud af virksomhederne PotashCorp og Incitec Pivot. Det samme har Danske Bank med den begrundelse, at virksomhederne importerer naturressourcer, som er udvundet i modstrid med normer for menneskerettighederne. Samme begrundelse bruger det norske forsikringsselskab, KLP, der har trukket sine penge ud af firmaet Agrium Inc. 

Det etiske Råd for Norges Oliefond har begrundet, at fondet har trukket 350 millioner US dollars ud af PotashCorp og FMC Corp med, at landets ikke-fornybare ressourcer vil være tabt for landets lokalbefolkning, hvis den på et tidspunkt vender tilbage fra flygtningelejrene. Flere andre store kemikoncerner har stoppet for import fra Vestsahara.   

Også det danske rederi Ultrabulk har tidligere været i søgelyset på grund af de illegale transporter af fosfat. Rederiet er dog ikke nævnt i rapporten.  

Marokkos salg af fosfat fra Vestsahara er ifølge FN i modstrid med folkeretten, blandt andet fordi indtægterne fra salget ikke kommer landets befolkning til gode. 

Det marokkanske fosfatfirma, OCP, Office Chérifien des Phosphates, hævder at produktionen er lovlig, men nægter at udlevere de juridiske begrundelser for det synspunkt. 

Også WSRW har forgæves forsøgt at få udleveret advokatfirmaernes juridiske vurdering. 
Ingen lande i verden anerkender Marokkos besættelse af nabolandet Vestsahara, mens flere end 70 lande anerkender Vestsahara som et selvstændigt land.          

Marokko favoriseres

På trods af undertrykkelse, tortur og fattigdom overholder sahrawierne våbenhvilken fra 1991, men de er skuffede og forbitrede over, at Europa og USA tillader Marokko at holde landet besat og at Marokko på mange måder bliver favoriseret med handelsaftaler o.a. af både USA og Europa. Der findes ingen eksempler på, at sahrawier har begået elle deltaget i terrorangreb eller har ladet sig rekruttere af ekstremistiske grupper. Men i forbindelsen med konflikten i Mali, der ligger nogle hundrede kilometer fra flygtningelejrene, var der frygt for, at den kunne inspirere nogle af de frustrerede unge, der tilbringer deres liv i endeløs venten i flygtningelejrene. 

Hidtil er lykkedes Polisarios ledelse at sørge for, at våbenhvilen bliver overholdt, og mens eksilregeringen tror på, at en diplomatisk løsning er den rigtige,  er flere og flere af de unge fortalere for at genoptage den væbnede kamp. I forbindelse med Sikkerhedsrådets fornyelse af MINURSOs mandat uden en menneskerettighedsdel advarede sahrawiernes FN-repræsentant, Boukhari Ahmed, om, at fastholdelsen af status quo kan lede til et kollaps af FNs bestræbelser og yderligere forværring i en region, der i forvejen har mange udfordringer. Han opfordrede atter FN til at stå ved sit ansvar og sørge for, at holde den folkeafstemning, der skal afgøre områdets fremtid. 

Der har været flere forsøg på direkte forhandlinger mellem de to parter, men hidtil har de ikke ført til nogen løsning.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev