Eswatini: Hvad gemmer der sig bag Kong Mswati IIIs venlige smil i Afrikas eneste enevældige monarki?

31. oktober 2019

I kategori

I kategori:

På overfladen ser Eswatini (også kendt som Swaziland) fredfyldt og stabilt ud. Eswatini har en form for velfærdssystem, der byder på en rimelig fornuftig infrastruktur, sundhedssektor  og uddannelse til alle. Det lyder godt alt sammen, men virkeligheden er en helt anden. Global Aktion tager dig her med en tur under overfladen på et monarki, der accepterer krænkelser af basale menneskerettigheder, udemokratiske valg og en konge, der diktatorisk sidder på magten i det lille kongerige.

Kongedømmet Eswatini: et af verdens mest ulige lande

Kong Mswati III er stolt af sit land. Eswatini, som han officielt omdøbte Swaziland til i 2018, fremstilles ofte som et fredfyldt og stabilt kongerige. Spørger man dog progressive demokratiske kræfter i landet, er den såkaldte stabilitet ikke en følge af en tilfreds befolkning. Den fredelige overflade i Eswatini er derimod et resultat af et undertrykkende regimes jernhårde greb om en befolkning på kun 1,3 millioner. Almindelige mennesker, som ikke tilhører den store kongefamilie, lever overvejende i fattigdom uden helt basale borgerrettigheder som for eksempel retten til at engagere sig politisk eller til at ytre sig kritisk om kongen. De få modige, som tør trodse de undertrykkende love, lever et liv i utryghed.
Men Kong Mswati III er stolt og glad, ikke mindst for landets særegne todelte regeringsform, som bruges som en del af landets brandingstrategi over for det internationale samfund. Kong Mswati III hævder i en tale til nationen tidligere i år, at han er godt tilfreds med, at Southern African Development Community (SADC) og Den Afrikanske Union (AU) erklærede valget i 2018 for “credible, free and fair”, selvom det er en lodret løgn. I virkeligheden kritiserede AU det faktum, at politiske partier er forbudt og erklærede ikke valget frit og retfærdigt. 
Paradoksalt nok er der rent faktisk valg i Eswatini, selvom landet er kategoriseret som et absolut monarki, og politiske partier har været forbudt siden år 1973. Forvirringen er total. Global Aktion har sat sig for at undersøge, hvad Eswatinis unikke politiske system egentligt består af.

Ngwenyama og Ndlovukati

Ngwenyama er siswati for konge. I dag er Kong Mswati III altså Ngwenyama. Han er statens overhoved, men deler magten med sin mor, som har titlen Ndlovukati, der kan oversættes til hunelefant. Ved en konges død udpeges en ny konge gennem dennes mor. Et særligt råd, Liqoqo, peger på en af den afdøde konges koner (som ikke må være en af hans to første koner), som skal være den nye “hunelefant”, og hendes ældste søn bliver så den nye konge. Hvis sønnen er for ung til at regere, leder Ndlovukati, altså “hunelefanten”, landet indtil sønnen, den nye Ngwenyama, bliver gammel nok. Når kongens mor dør, udpeger Liqoqo en ny Ndlovukati. Ndlovukati har visse store ansvarsområder, men det er kongen, der er den egentlige leder, og som har magt til at udpege alle magtfulde positioner i landet; blandt andet medlemmer af parlamentet. Ofte bliver kongen rådgivet af forskellige råd, når han skal udpege personer til diverse stillinger, men hvem der sidder i disse råd, har han overvejende selv lov til at bestemme.

Således hersker der meget lidt tvivl om, at Eswatini er et absolut monarki, men landet har imidlertid også en forfatning, som på en måde giver den almindelige borger demokratiske rettigheder.

Forfatningen og ‘Swazi law and custom’

Ved første øjekast kan Eswatinis forfatning fra 2005 virke tilforladelig, måske endda progressiv. Både kvinders og arbejderes rettigheder omtales, og individet hævdes at have både ytrings- og forsamlingsfrihed.
Men ved nærmere eftersyn bliver det klart, at disse love er så godt som intet værd i Eswatini. I nogle lande kan man argumentere for, at forfatningen er ubetydelig, fordi den ikke bliver overholdt, men i Eswatini er det ikke nødvendigt at overtræde grundloven for at begå voldsomme uretfærdigheder. Det er nemlig skrevet ind i forfatningen, at kongen står uden for denne lov, og at ‘Swazi Law and Custom’ er gældende som en del af landets lov. 
‘Swazi Law and Custom’ kan forstås som en samlet betegnelse for traditioner og normer for, hvordan ‘man plejer at gøre tingene’ i Swaziland. Det er ikke nedskrevet lov. Det betyder, at det er meget svært for almindelige mennesker at stille spørgsmålstegn ved magthavernes udlægning af, hvad der er ægte swazi tradition, og hvad man skal stille op i en given situation, hvor en sag skal afgøres i henhold til ‘Swazi Law and Custom’. Med andre ord er der ikke nogen, der kan give et helt præcist svar på, hvad det indebærer. I princippet kunne det godt være, at traditionelle normer og sædvaner stemte fint overens med moderne demokratiske værdier, men ofte ser man, at de to lovsystemer ikke kan gå hånd i hånd, og i Eswatini vejer ‘Swazi Law and Custom’ for det meste tungest.
Mest explicit står det i forfatningen, at ‘Swazi Law and Custom’ er hævet over parlamentets love, når det gælder regeringsformen og kongens særlige status og magt, men det nævnes også, at ‘Swazi Law and Custom’ mere generelt er en del af landets love. 
Et eksempel på, at ‘Swazi Law and Custom’ står i modsætning til, hvad man kan kalde almen lov og ikke har nogen respekt for individets rettigheder, er, når kongen vælger eller får valgt hvilke kvinder, han skal giftes med.

Parlamentsvalg i et absolut monarki

Befolkningen i Eswatini skal vælge 59 ud af de 69 medlemmer af landets underhus. Kong Mswati III udpeger de resterende ti, de fleste af senatsmedlemmerne, samt regeringen og premierministeren. For at sikre sig en af de ‘folkevalgte’ pladser i parlamentet, stiller kandidaterne op i forskellige valgkredse kaldet ‘Tinkhundla’. For at være opstillingsberettiget skal kandidaterne dog først have godkendelse fra valgkredsens overhoved - og politiske partier er stadig forbudt. Ydermere reguleres traditionelle myndigheder og personers magt, herunder disse thinkundlaers overhoveder, stadig af ‘Swazi Law and Custom’ (se side 61-62). Igen kan vi se et eksempel på, at landets forfatning ikke ændrer ret meget, hvis overhovedet noget. Hele magtsystemet og alle love ligger stadig under for det mere eller mindre udefinerede og uskrevne ‘Swazi Law and Custom’.
Grundlæggende er der altså ikke noget, der ligner demokrati i Eswatini, fordi (1) loven gælder ikke kongen, (2) forfatningen understøtter kongens magt og det udefinerede ‘Swazi Law and Custom’, (3) selv de parlamentarikere, som vælges af folket udpeges indirekte af kongen, hvortil (4) kongen direkte udpeger 10 medlemmer af underhuset, størstedelen af Senatet, regeringen og premierministeren.
På trods af hvad man måtte høre om valg og mystiske forfatningsuddrag om borgerens pligt til at fremme demokratiske værdier (se side 39, 63e), er Eswatinis ‘unikke politiske system’ meget tættere på at være et tyrannisk diktatur. Systemet er i øvrigt enormt patriarkalsk og fastholder langt størstedelen af befolkningen i fattigdom, mens kongefamilien lever et liv i luksus uden nogen som helst fare for (inden for systemets rammer) at blive stillet til ansvar for noget som helst. 

Modstand – kampen for demokrati

Som det nu burde stå helt klart er Eswatini altså et land, hvor krænkelser af fundamentale menneskerettigheder er indbygget i systemet og ikke står i modsætning til landets love. Kongedømmets overhoved har god grund til at vare godt tilfreds med dette system, eftersom hans egen position er fuldstændig beskyttet. Men folk er langt fra tilfredse. 
Swaziland United Democratic Front (SUDF), Global Aktions partner, arbejder hårdt for at mobilisere befolkningen til at kræve demokratiske rettigheder. Rigtig mange swazier er optagede af og vrede over de ting, som ikke fungerer i Swaziland, om det så er problemer i sundhedsvæsenet, vold mod kvinder eller noget tredje. En af SUDF’s vigtigste formål er at sprede politisk bevidsthed og grundlæggende få sammenkoblet folks utilfredshed og vrede med et ønske om systemforandring. For der er ikke andre veje frem, hvis livet skal blive bedre for den almindelige borger i Eswatini.
Selvom flere medlemmer af SUDF har været udsat for regimets vold og chikane som følge af deres fredelige, aktivistiske arbejde, lykkes det dem at samle flere tusind mennesker på gaden år efter år i et fælles opråb om krav om demokrati. I tiden mellem disse store samlede demonstrationer arbejder SUDF’s medlemsorganisationer på at ændre forskellige socioøkonomiske forhold for almindelige swazier. Ifølge organisationen udtrykker langt flere af deres medlemmer - og swazier generelt - ønske om demokratisk forandring i landet i dag, end da de grundlagde organisationen i 2008. Kampen fortsætter, og Global Aktion står fortsat i solidaritet med de mange modige aktivister i Eswatini, som kæmper for basale rettigheder, som vi er så heldige at kunne tage for gode herhjemme.