Fiskeriaftale med Markko

EU-kommissionen lukker øjnene

Da EU-Kommissionen for nylig deltog i Parlamentets handelskomités høring om Vestsahara, blev den beskyldt for at være både blind og døv for EU-Domstolens afgørelse, der siger, at handelsaftaler mellem EU og Marokko ikke omfatter Vestsahara.
30. maj 2018

I kategori

I kategori:

Domstolen afgjorde i december 2016, at Vestsahara ikke er en del af Marokko og derfor ikke omfattet af aftaler om anvendelse af områdets ressourcer.

Western Sahara Ressource Watch fortæller, at Kommissionen på høringen udviste en alvorlig fejllæsning af dommen, og at de igangværende forhandlinger ikke tager hensyn til selv de mest elementære dele af international ret.

Kommissionens repræsentanter mener, at udbyttet fra den kostbare aftale allerede går til Vestsahara, selv om saharawier i Vestsahara ikke få glæde af den, fordi pengene går til marokkanske firmaer og bosættere i det besatte land.

Sara Eyckmans fra WSRW bad kommissionen om at bruge FNs og rettens terminologi.

”EU-Domstolen har nu to gange slået fast, at en aftale mellem EU og Marokko krænker international lov, hvis den omfatter Vestsahara,” understregede hun og fremhævede, at den især krænker retten til selvbestemmelse.

Hun understregede også, at dommen gør det klart, at kommissionens henvisning ”til fordel for lokalbefolkningen” er fuldkommen irrelevant.

”Alligevel er kommissionen fortaler for, at en mulig indtægt er vigtigere end befolkningen ønsker – kolonitankegangen lever i Bruxelles,” sagde hun og bebrejdede Kommissionens repræsentanter, at de brugte den marokkanske terminologi ’de sydlige regioner’ om det besatte land.

”Det er en fornærmelse mod de EU-lande, der har den opfattelse, at Kommissionen arbejder i overensstemmelse med FN og EU-Domstolens afgørelse, ” sagde hun.

Til gengæld lover EU-Parlamentets næstformand, italieneren Fabio Massimo Castaldo, at EU-Parlamentet vil sætte sig imod enhver beslutning om at udnytte Vestsaharas naturressourcer, hvis den strider imod international lovlighed. Vestsahara er stadig besat af Marokko og Castaldo opfordrede de europæiske lande til at handle i overensstemmelse med EU-Domstolens afgørelse, der siger, at fiskeriaftalen med Marokko ikke kan omfatte Vestsahara. 


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev