Handelsaftale med Marokko

Europa-Parlamentets jurister sår tvivl om lovlighed af aftale

Også Europa-Parlamentets jurister kaster nu tvivl om, hvorvidt EU-Domstolens krav om, at folket skal tilslutte sig aftalen, hvis Vestsahara skal være en del af EU's handelsaftaler med Marokko, er opfyldt.
01. november 2018

I kategori

I kategori:

Parlamentet er ved at afklare sin holdning til udkastet til en ny handelsaftale med Marokko. Ifølge udkastet vil Vestsahara specifikt blive nævnt som en del af aftalen, men det kræver, at saharawierne tilslutter sig den. Det afgjorde EU-Domstolen den 21.december 2016. Men det er ikke sket, og i august måned bad formanden for Parlamentets handelskomité, den tyske socialist Bernd Lange, juristerne om at afklare spørgsmålet.

De har svaret den 13.september, og konklusionen af deres lange svar er, at det kræver folkets (saharawierne) tilslutning, og ”det forekommer svært af bekræfte med en høj grad af sikkerhed om de skridt, der skal til for at imødekomme dommens krav om tilslutning fra Vestsaharas folk er opfyldt, også når man tager i betragtning, at konklusionen om positivt samtykke er sket på trods af den negative holdning, som Polisario har udtrykt”. Juristerne betvivler altså, at Kommissionen har fået dette samtykke.

Lyver Kommissionen?

Juristerne nævner også, at Kommissionen i sin rapport til medlemslandene (herunder Danmark) har fremhævet, at handelsaftalen er til fordel for Vestsahara, selv om dette argument iflg. Domstolen er irrelevant. Western Sahara Ressource Watch siger, at de har dokumenteret, at Kommissionen lyver, når den hævder at have konsulteret 112 organisationer og individer i spørgsmålet.

Det rigtige tal er 18, og de er alle promarokkanske. 94 prosaharawi organisationer, som Kommissionen har skrevet på sin liste, er ikke blevet spurgt. Også Western Sahara Ressource Watch, der står på Kommissionens liste over organisationer, der er blevet konsulteret, siger, at det er usandt. Organisationen er overhovedet ikke blevet konsulteret i spørgsmålet