Fortsat plyndring af naturressourcer:

Færøsk fiskeri ud for det besatte Vestsahara

Ulovligt færøsk fiskeri ud for det marokkansk besatte Vestsahara er i strid med international lov og menneskerettigheder.
03. september 2015

I kategori

I kategori:

Den færøsk-ejede fisketrawler, Asbjørn Senior (IMO 9191735), har foretaget ulovligt fiskeri i farvandet ud for det af Marokko besatte Vestsahara. Skibet blev observeret ud for den sydlige del af landet over flere dage i starten af juli måned.

Vestsahara er Afrikas sidste koloni, og det oprindelige folk, Sahrawierne, er således frataget kontrol over deres egne ressourcer – herunder hav og fiskeressourcer. Det er alment kendt, at den marokkanske besættelse af Vestsahara medfører en vedvarende ulovlig udplyndring af områdets naturressourcer. Udover fiskeri, gælder det især store forekomster af fosfat, som den marokkanske stat sælger, som var det deres eget.

Ingen lande anerkender Marokkos illegale besættelse af Vestsahara, og FN og den internationale domstol i Haag fordømmer den. Det er dermed i strid med international lov, at den færøske trawler fisker i det pågældende farvand.

Emhamed Khadad, repræsentant for den saharawiske eksilregering, sendte den 10. juli 2015 et brev til den daværende færøske lagmand, Kaj Leo Holm Johannesen, og direktøren for Ocean Group Faroes, Alex Vilhelm, hvori han beder dem om at stoppe det ulovlige fiskeri. Han skriver bl.a. i brevet: ”Natural resources from Western Sahara continue to be plundered. This is acutely the case with our coastal fishery.”

Hverken lagmanden eller direktøren har dog svaret på henvendelsen.

I år er det 40 år siden Marokko invaderede saharawiernes hjemland og sendte hundrede tusinder på flugt fra napalm og forgiftet vand i brøndene. Omkring 160.000 saharawier bor stadig i flygtningelejre under hårde forhold i den algeriske ørken. De, der stadig bor i det marokkansk besatte område, hvor Marokko har udstationeret 150.000 soldater, er ofre for grove menneskerettighedskrænkelser såsom tortur, vilkårlige anholdelser og kidnapninger.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev