Amnesty International:

Fokus på menneskerettighedssituationen i Vestsahara

FN skal monitorere menneskerettighedssituationen i Vestsahara, siger Amnesty International
29. april 2019

I kategori

I kategori:

”Uafhængig, upartisk, omfattende og kontinuerlig monitorering af menneskerettighederne bør være en central del af FNs fremtidige tilstedeværelse i det marokkansk-kontrollerede Vestsahara og i saharawiernes flygtningelejre”, udtalte Amnesty International fredag.

Udtalelsen kom få dage inden FNs Sikkerhedsråd skal stemme om en forlængelse af FNs Sikkerhedsråds fredsbevarende styrker Minursos mandat i Vestsahara. Minurso har, som en af få fredsbevarende styrker, netop ikke mandat til at monitorere menneskerettighedssituationen, da især Frankrig konsekvent har stemt imod i sikkerhdsrådet.

Marokko administrerer de facto den del af Vestsahara som ligger vest for den 2700 kilometer lange mur (”berm”), der adskiller den marokkansk besatte del af Vestsahara fra den del der kontrolleres af Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario.

Muren bemandes af tusindevis af marokkanske soldater og beskyttes af landminer på hele strækningen.

Tidligere på måneden advarede FNs Generalsekretær Antonio Guterres om at den mangelfulde rapportering af menneskerettighedssituationen i Vestsahara er forårsaget af FNs manglende adgang til Vestsahara.

Over 180.000 af Vestsaharas folk, saharawierne, lever i flygtningelejre i ørkenen i Algeriet, hvor de overlever på fødevarehjælp fra FN. De 150.000 saharawier der bor i Vestsahara lever i et af verdens allermest undertrykkende regimer.

Amnesty International satte i 2014 fokus på hvad man kaldte ”fem af verdens værste torturnationer” i forbindelse med 30-året for vedtagelsen af FN’s torturkonvention. En af disse ”værste torturnationer” var Marokko, herunder det af Marokko besatte Vestsahara.

Den amerikanske ngo Freedom House betragter kolonimagten i Vestsahara som mere undertrykkende og mindre frit end regimet i Saudi Arabien.

Vestsahara har været besat af Marokko siden den tidligere kolonimagt Spanien forlod landet i 1975.

Over 100 resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd og Generalforsamling, og flere FN-opinioner har erklæret, at besættelsen er og var i strid med folkeretten og bør stoppes.