Vestsahara

Mandat forlænget – stadig uden at inkludere menneskerettigheder

FNs sikkerhedsråd forlængede den 30. april mandatet for den fredsbevarende styrke, MINURSO, i Vestsahara med seks måneder.
06. maj 2019

I kategori

I kategori:

Det er tredje gang, at mandatet bliver forlænget med kun et halvt år – tidligere var det med et år – og det sker for at lægge pres på Marokko og Polisario for at finde en løsning på konflikten, der begyndte, da Marokko i efteråret 1975 besatte nabolandet Vestsahara. 

Sikkerhedsrådet roste MINURSO for, at det fortsat lykkes at holde fred i området, men rådet vil heller ikke denne gang udvidet mandatet, så FNs styrken kan gribe ind overfor de åbenlyse menneskerettighedskrænkelser i Vestsahara, men nævner i sin resolution, at det er vigtigt at forbedre menneskerettighedssituationen i området. Og opfordrer parterne til at samarbejde med det internationale samfund om dette. 

Sikkerhedsrådet opfordrer blandt andet til at samarbejde med FNs menneskerettighedskommission om adgang til Vestsahara og nævner, at fødevaresituationen blandt flygtningene i lejrene ved Tindouf er alvorlig og advarer mod at reducere fødevarehjælpen til flygtningene. 
Sikkerhedsrådet opfordrer desuden til, at de direkte forhandlinger mellem Marokko og Polisario fortsætter. De to partner mødtes i december og igen i marts og der er forventninger om endnu et møde her i foråret, men der er endnu ikke fastsat en dato. 

Resolutionen blev vedtaget med tilslutning fra 13 af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer. De to medlemmer, der stemte imod, var Rusland og det nye medlem, Sydafrika. 

Vis Solidaritet
Sydafrikas FN-ambassadør, Jerry Matjila, forklarede i avisen Business Week landets nej med, at resolutionen var for ubalanceret og at den var udarbejdet af USA og et antal europæiske lande, mens de afrikanske ikke var blevet inddraget. 
I avisen drager han en parallel til, at international solidaritet bragte det undertrykkende apartheidregime i Sydafrika til fald, og håber den samme solidaritet vil føre til en løsning for Vestsahara. 

Polisario understreger i en pressemeddelelse, at saharawierne indgår i et konstruktivt samarbejde med FNs generalsekretærs særlige udsending, den tidligere tyske præsident Horst Köhler om en løsning på konflikten, men kritiserer Sikkerhedsrådet for ikke entydigt at kritisere Marokkos forsøg på at destabilisere situationen og for ikke at gribe ind overfor den brutale undertrykkelse af saharawierne i det besatte område.  


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev