Vestsahara

Marokko var ved at tabe krigen

Frigivne hemmeligholdte CIA-dokumenter siger at Marokko var ved at tabe krigen om Vestsahara til Polisario, at Marokko var afhængig af støtte fra USA, Saudi Arabien og Frankrig, samt at en kompromisløsning var bedst for USA
23. januar 2020

I kategori

I kategori:

USA’s efterretningsvæsen, CIA, har i december frigivet bunker at hemmeligholdte dokumenter om alt fra russiske misiler til UFO’er.

Blandt dokumenterne finder man også et dokument fra marts 1979, der beskriver hvordan Vestsaharas befrielsesfront, Polisario, havde initiativet i krigen om Vestsahara, over for den marokkanske besættelsesagt.

- Marokko har tabt initiativet i bestræbelserne på at holde grebet om det tidligere Spansk Sahara, overfor den utrættelige modstand fra guerillaerne fra Polisario Front … En politisk løsning må sandsynligvis indebære en marokkansk accept af selvbestemmelse for saharawierne [Vestsaharas oprindelige befolkning] og territoriale indrømmelser overfor en ny saharawisk stat … Polisarios eksilregering vil langsomt opnå bredere anerkendelse, kan man læse i dokumentet.

Polisarios mål var, ifølge CIA, ikke at overvinde Marokko militært, men at tvinge kolonimagten til forhandlingsbordet eller ud af Vestsahara.

- [Den marokkanske] Kong Hassans regimes stabilitet er tæt forbundet til udfaldet af hans saharariske eventyr. Hassan har sat sin personlige prestige ind på dette, og hans succes med at tvinge Spanien til at opgive sin spanske provins til Marokko i 1975 øgede hans popularitet mærkbart, selvom entusiasmen er aftaget i ly af det militære dødvande og stigende omkostninger [ved krigen], pointerede CIA i dokumentet.

Mulighederne for en fredelig løsning er afhængige af udefrakommende mægling, tilføjede man.

’Kompromis’ bedst for USA
Krigen fortsatte dog, med støtte til den marokkanske besættelsesmagt fra blandt andet USA, Frankrig og Saudi Arabien.

- Krigens økonomiske byrde vil være til at bære, så længe Saudi Arabien fortsætter med at give økonomisk assistance til at dække størstedelen af krigens omkostninger for Marokko … USA har været en vigtig kilde til moderne våben og, måske lige så vigtigt, psykologisk støtte til krigsindsatsen … Som følge af amerikansk militær og politisk støtte, kan Marokko satse på at opnå en militær løsning, samtidig med at man kan stå stejlt i forhandlingerne … Marokko er meget afhængige af Frankrig i forhold til våben, militærtræning og efterretning, kan man læse i et andet CIA-dokument fra 1982.

Ifølge et tredje CIA-dokument fra 1987, beskriver CIA hvordan der ikke er en afslutning i sigte, i ”krigen mellem Vestsahara og Marokko”, hvor man nu mener at Marokko har initiativet, men at ingen af parterne kan vinde krigen.

Samtidig mener CIA nu, at den mest sandsynlige diplomatiske løsning er marokkansk suverænitet over Vestsahara med en grad af autonomi for saharawierne, altså ”en slags marokkansk formynderskab over Vestsahara”.  Et kompromis - eksempelvis en deling af Vestsahara - ville kunne styrke den amerikanske position i regionen og være befordrende for USA's interesser, mener CIA.

- En afvikling af konflikten kunne forbedre USA’s stilling i Maghreb-området, især fordi den ville styrke Marokko, Washingtons tætteste allierede i regionen … Det mindst sandsynlige udfald af konflikten ville være en ny stat i regionen, regeret af [saharwiernes eksilregering] Sahara Arab Democratic Republic, tilføjer man.

65 lande anerkendte dengang, ifølge dokumentet, Saharawi Arab Democratic Republic, som i dag er medlem af Den Afrikanske Union.

Under marokkansk overherredømme
Marokko og Polisario indgik en våbenhvile i 1991, med udgangspunkt i at der skulle afholdes en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold året efter.

Denne afstemning er dog aldrig blevet afholdt, og imens lever saharawierne under marokkansk overherredømme, i et af verdens mest repressive områder, eller i flygtningelejre i nabolandet Algeriet, under kummerlige forhold.

Den Internationale Domstol afviste Marokkos krav på Vestsahara i 1975, kort tid inden marokkanske kampfly, soldater og over 300.000 civile marokkanere invaderede landet.

Over 100 resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd og Generalforsamling, og flere FN-opinioner, har erklæret, at besættelsen af Vestsahara er og var i strid med folkeretten og bør stoppes.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev