Reportage

Til aktionsuge i Geneve

Over fem oktoberdage var vi fire aktivister fra Afrika Kontakt i Geneve, hvor vi tog del i den internationale kampagne mod multinationale virksomheders straffrihed. Sammen med aktivister fra hele verden deltog vi i workshops, debatter og en protestaktion.
21. november 2017
Baggrund

Efter flere års pres og kampagner fra sociale bevægelser har FN’s menneskerettighedsråd nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan man kan regulere multinationale virksomheder og andre økonomiske aktører for at undgå krænkelse af menneskerettighederne. I oktober var den 3. runde af forhandlingerne i gang i Geneve.

Trods stor modstand fra EU og en række stater, får processen lov til at fortsætte. I Og civilsamfundsorganisationer og græsrodsaktivister vil fortsat øge presset i 2018.

Læs mere her .

Vi er taget til de internationale institutioners højborg, Geneve, for at deltage i den internationale aktionsuge mod multinationale virksomheders straffefrihed, krænkelser af menneskerettighederne og magtmisbrug. Sammen med over 200 græsrodsaktivister fra hele verden er målet at deltage i diskussionerne i FN og lægge pres på den historiske proces, der lige nu er i gang i FN’s menneskerettighedsråd.

Det er nu tredje gang at et særligt udvalg mødes for at diskutere processen for en bindende traktat for menneskerettigheder og transnationale virksomheders ansvar. En traktat med det mål at sikre en juridisk bindende aftale, der sætter menneskerettighederne over virksomheders rettigheder, og som kan holde virksomheder til ansvar når de begår kriminelle handlinger.

 Dette år er udkastet til traktatens indhold på bordet, og her er det helt centrale, at menneskerettighedslov skal stå over handels-og investeringsregimet. Der er derfor også klare interessekonflikter mellem multinationale virksomheder, EU, staterne og civilsamfundet. Det bliver ikke en let proces, for vejen mod en bindende traktat er lang, hård og konfliktfyldt.

Hvorfor en bindende traktat?
Den første dag mødes vi med venner fra vores Europæiske netværk foran FN-bygningen. Her står et lille kuppeltelt, som skal huse de mange workshops og græsrodsdebatter, der fylder ugens program ved siden af officielle debatter i FN. Flag fra hele Verden flagrer i blæsten og solen. Turister og gymnasieklasser tager selfies foran den store FN-bygning. Imens gøres der klar til aktionsugen ved teltet.

Om aftenen deltager vi i et seminar på universitet, hvor aktivister fra Filippinerne, Mexico, Kenya og Cambodia, og Standing Rock protesten i USA fortæller om, hvordan virksomheder krænker basale rettigheder og ødelægger lokalsamfund uden at blive holdt til ansvar.
Josua Mata, fra den Filippinske alliance af fagbevægelser, fortæller om de horrible forhold for arbejdere i tekstilindustrien og hvordan internationale tøjmærker krænker de mest basale rettigheder og presser løn og arbejdsvilkår til det yderste:

”Når vi henvender os til en virksomhed, så siger de at det ikke er deres arbejdere. De vasker hænder og gemmer sig bag mellemled og underleverandører. Derfor har vi brug for en bindende aftale. Alle virksomheder skal kunne holdes til ansvar for enhver form for krænkelser af menneskerettighederne, alle steder i verden. I alle led af virksomhederne såvel som dem investerer i dem”

Han trækker vejret og fortsætter: ” Vi er kommet her for at kæmpe for en bindende aftale. Ingen af de institutioner og instrumenter vi har i dag virker. Multinationale selskaber kan gemme sig bag deres mur af advokater og i nettet af datterselskaber.”

Josua Mata er langt fra den eneste med sådanne historier. Gustavo Castro - direktør i Otros Mundos, en miljøorganisation i Chiapas, Mexico, beretter hvordan multinationale mineselskaber gang på gang er sluppet afsted med at ødelægge mennesker og natur i generationer:

”Mineselskabernes aktiviteter har ført til sygdom, forurening af vand, landbrugsjord, dyr og natur. Ledere og lokale aktivister er blevet myrdet. Det der sker i Mexico sker over hele Latinamerika (…) Vi skal have en juridisk bindende aftale, så vi kan få så mange som muligt at disse ”corporate criminals” i fængsel.”

De samme historier går igen. Over hele verden er multinationale virksomheder involveret i sager om forurening, misbrug af billig arbejdskraft og krænkelser af menneskerettigheder, uden at de bliver holdt til ansvar. Budskabet fra aktionsugen er klart: Det er mere end på tide, at vi gør op med virksomheders straffrihed og asymmetrien mellem virksomheders rettigheder over for beskyttelsen af menneskerettighederne.

For de mange organisationer og græsrodsbevægelser, der er samlet denne uge i Geneve og som har kæmpet i årevis med sager mod multinationale virksomheder i deres lokalsamfund, er kampen for en bindende traktat afgørende. Men der arbejdes med få og fragmenterede ressourcer mod en magtfuld trio af multinationale virksomheder, finansielle institutioner og stater, der ønsker at sikre og forstærke deres dominans.

Det er en kamp, som bliver svær at vinde, men som alligevel er så afgørende vigtig at tage op. En ung kvindelig aktivist fra Standing Rock bevægelsen, der kæmper mod olierørsledningen Dakota pipeline projektet i USA, sætter ord på modstandens nødvendighed:

 “Vi bliver nødt til at gøre modstand. Det er vores ansvar som enhver person, der lever her på jorden. Vi bliver nødt til at rette vores opmærksomhed mod virksomheders overgreb på vores land” - Alas Nocturnas, Standing Rock

En accept af tingenes tilstand er ikke mulig. At gøre modstand er den eneste vej, der giver mening. Den civile modstand er i centrum for ugens debatter. Der er mange måder at gøre modstand på, og strategier for civil ulydighed og blokering af projekter deles sammen med eksempler på disinvestment-kampagner og juridiske værktøjer, der kan ramme virksomhedernes ry og pengepung.

Protestaktion og solidaritet
På dag tre møder vi op i det lille telt til en workshop om klimaretfærdighed. Her møder vi Kanahus Manuel fra Tiny House Warriors i Canada. I hendes lokalsamfund kæmper den oprindelige befolkning mod et storstilet tjæresandsprojekt. Hun fortæller passioneret om de strategier, de bruger for at blokere for projektet og vise alternativer, der kan sikre naturen og de fremtidige generationer i deres område. De har fokus på oprindelige folks ret til deres land og kultur, og alternativer til klimakrisen.

Vi har knapt nok fundet os til rette i det morgenkolde telt, før arrangørerne annoncerer, at det er en kort workshop. Sammen vil vi tage til en aktion foran den schweiziske bank og finansielle koncern Credit Suisse. Målet med protesten er at rette kritik og opmærksomhed mod bankens investeringer i store olieselskabers problematiske projekter, herunder både det canadiske tjæresandsprojekt og den omstridte Dakota pipeline i USA.

En gruppe aktivister er klar med skilte, symboler på olierørsledninger, instrukser om advokatbistand og hvad vi skal gøre, hvis politiet tager os med. Jeg har fået ansvar for at rulle en af de fem ”olierørsledninger” ud, og placere et dragehoved for enden med navnet på et af de fem multinationale selskaber. Opstemte og en smule forvirrede drager vi af sted sammen. 50 aktivister fra hele verden.  

Vi skifter bus undervejs, og derfor har en af oversætterne travlt med at give instrukser på spansk, fransk, engelsk og portugisisk. Der er aktivister fra Colombia, Sydafrika, England, Mexico, Marokko, Ecuador, Belgien, filippinerne, Brasilien og oprindelige folk fra protesterne ved Standing Rock og fra Canada. Listen kunne blive ved. Oversætteren råber og får os alle af bussen til stor forvirring. Det viser sig at vi, mod forventning, er for tidligt på den, og bør vente til vi er sikre på, at medierne er ankommet. Medierne er vigtige, for de kan sikre, at det schweiziske politi ikke går for hårdt til os.

Vi ankommer endelig til banken, der ligger på en travl handelsgade. Foran banken skal det gå stærkt. En stor gruppe aktivister er hurtigt gået ind i banken med skilte og bannere, og deres højlydte sang og kampråb høres fra gaden. I hoveddøren stiller aktivister sig i indgangen og herfra rulles de fem dragehoveder ud.  Foran dørene står vi med bannere og stemmer i med kampråb.

Udenfor ved dragen og bannerne er det svært at se, hvad der sker indenfor, men vi kan høre aktivisterne råbe og synge. Efter et par minutter ankommer det Schweiziske politi. Først står de afventende, så går de ind. En stor politibetjent skubber sig demonstrativt forbi og direkte ind i en ældre dame, der står i indgangen. Mens politiet holder øje, både udenfor og inde i banken, synges der sange og slogans. Mens vi afventer, hvor længe vi får lov til at blive, stemmer vi i med kampråbet:

When I say Trump, you say.. criminal! Trump! – criminal!
When I say Trudeau, you say – Criminal, Trudeau – Criminal! (Canadas premier minister)
When I say credit Suisse you say accomplice! (medskyldig)

Budskabet er simpelt: Disse firmaer er kriminelle, og alle, der investerer i dem, er medskyldige. Derfor bør deres handlinger også kunne straffes. Mens vi står og råber, kommer en del forbipasserende forbi. Nogen får en flyer, andre smiler og viser med en knyttet næve at de er enige. Andre i dyre solbriller og jakkesæt suser forbi.

En børnehaveklasse kommer forbi med deres lærer. Børnene spørger, hvad vi laver. Den unge kvindelige lærer svarer ”de protesterer mod banken og nogle store selskaber”. Hvorfor? spørger et barn. Hun svarer med et smil ”det er nok fordi selskaberne gør noget forkert. De er altid the bad guys”, og trækker flokken af nysgerrige børn videre.

Der synges nu en sang på spansk, og flere forbipasserende er stoppet op og synger med. Jeg kigger til min side og ser to ældre damer, der ser ud til at være fra Latinamerika. De synger med og knuger deres indkøbsposer tydeligt rørte. Den ene tørrer et par tårer væk fra øjenkrogen, før de langsomt går videre arm i arm.

Tro, håb og tvivl
I græsrodsteltet fortsætter diskussionerne ugen igennem med workshops og debatter. Fælles er fortællingerne om virksomheders kriminelle handlinger, magtmisbrug og manglen på retfærdighed og kompensation.

Også staternes rolle bliver vendt, og det er ikke kun korrupte og dysfunktionelle stater i Syd, kritikken rettes mod. Dobbeltmoralen skinner tydeligt igennem når man ser, hvordan de vestlige lande på den ene side prædiker demokrati og humanistiske værdier i globale sammenhænge, og på den anden side er med til at fastholde et globalt system af udnyttelse og uretfærdighed. Et system bundet op på undertrykkelse og ulighed. En aktivist, der følger debatten i FN tæt, påpeger ”Den værste bluffer er EU”.

I en workshop om kvindekamp og virksomheder fremhæver en kvindelig brasiliansk aktivist markedsliggørelsen af menneskeliv og natur:

” Transnationale selskaber kommer og dræber os, tager vores land og markedsliggør vores kroppe. Kvinder er i frontlinjen i kampen mod selskaberne. Vores land bliver solgt til multinationale virksomheder. Vi har ikke lyst til at leve i en verden, hvor markedsøkonomien har overtaget vores liv og kroppe”

De mange historier om uretfærdighed, udnyttelse og undertrykkelse efterlader mig med en knugende fornemmelse i maven. Hun har ret. Hvem ønsker at leve i en verden, hvor kortsigtede profithensyn vægtes højere end beskyttelsen og respekten for menneskeliv? For kommende generationers liv her på jorden? Hvad i alverden stiller vi op overfor et så råddent globalt system? Og er det virkelig muligt at tage kampen op mod så magtfulde aktører og interesser?

Efter en intens og hård uge fornemmer jeg udmattelsen og frustrationen, der har blandet sig med håbet og solidariteten hos de mange modige aktivister og deres stædighed og vilje til at kæmpe videre. Jeg sidder tilbage med en blanding af fornyet håb om, at det er muligt at skabe grundlæggende forandringer, men også en knugende tvivl.

Ressourcerne er få blandt verdens græsrødder, og det kan virke som en meget lang og hård kamp, som utvivlsomt ikke kan vindes på alle fronter. En gang imellem kan spørgsmålet ”hvad nytter det egentlig?” snige sig ind hos selv den mest dedikerede aktivist. Men alligevel er det håbet, der overskygger tvivlen. Hvor havde vi været i dag uden de lange seje træk kæmpet af kvindebevægelsen, arbejderbevægelsen og borgerrettighedsbevægelsen? Alle deres kampe er langt fra vundet i dag; de fortsætter. Men mange af de helt store mærkesager, der engang fremstod utopiske og umulige, er gjort mulige gennem flere generationers hårde arbejde, protester, vedholdenhed, tro og stædighed.  

Kampagner

Afrika Kontakt har løbende forskellige kampagner, der har til formål at sætte fokus på et eller flere problemer, vores partnere i Afrika oplever. 

Vores kampagner bliver koordineret af aktive i vores kampagnegruppe. Gruppen planlægger og udfører vores kampagner i samarbejde med vores projektgrupper og partnere i Afrika. Du kan her finde mere information om kampagnegruppens arbejde.