Reportage

Til partnerseminar med Afrika Kontakt

Ambitiøse mål var sat til Afrika Kontakts sjette partnerseminar, hvor grædsrodsaktivister fra Afrika og Danmark sammen har tilbragt 4 dage på en gammel keramikfabrik. Her er min beretning, som nystartet praktikant.
04. september 2017
Om Afrika Kontakts partnertilgang

Afrika Kontakt er en solidaritetsorganisation, som skaber projekter i samarbejde med vores partnere. Derfor er det vigtigt, at alle projekter er baseret på partnernes erfaringer, behov og lokale kontekst.

Afrika Kontakt indtager ikke en klassisk donorrolle, men forsøger at indgå i et ligeværdigt netværk mellem Nord og Syd.

Skibet er ladet med aktivister
Dag 1, kl. 8:23: Vi sidder alle i bussen pakket og klar, og kan efter 20 minutters ventetid køre ud af byen. Solen skinner, og der er ikke en sky på himlen. Det er en god start. Der er en lavmælt summen i bussen, og hvert andet minut kommer der en rolig latter. Jeg kigger ud fra mit sæde, ned af gangen og kan se, at alle andre gør det samme. Der bliver snakket på kryds og tværs af bussæder. Det er min første uge i Afrika Kontakt som nystartet praktikant, og jeg har sommerfugle i maven.

En bus fyldt med spændte, morgentrætte aktivister, der kommer langvejsfra, for at bo fire dage på Makvärket, en gammel keramikfabrik, lidt uden for Holbæk. Hvorfor?

Vi er på vej til Afrika Kontakts sjette partnerseminar, hvor repræsentanter fra organisationer i Mozambique, Swaziland, Sydafrika, Zimbabwe, Uganda og Vestsahara deltager. Alle har taget den lange tur for at dele erfaringer med hinanden, og fortælle om de politiske kampe, de kæmper lokalt. Hensigten er at tage ved lære af hinanden, men også at danne et fælles billede: nemlig hvordan det er én og samme struktur, der bliver kæmpet imod, om end den giver sig til udtryk forskelligt. Målet er at styrke den fælles kamp mod den globale elite, og styrke den solidaritet, alt det aktivistiske arbejde hviler på. Det er store og ambitiøse mål. Er det mon muligt at nå dem?

Vi ankommer til Makvärket, der ligger ude på landet, med marker og søer omkring sig. Stedet er et eksempel på, hvordan mennesker kan genvinde det industrielle rum, gøre det til et kollektivt foretagende, hvor alle har en plads og en stemme til at forme sine omgivelser. Jeg får senere at vide, at et slogan, der bliver brugt på Makvärket, er: ”Do it yourself together”.

Mads C. Barbesgaard fra Afrika Kontakt præsenterer. Han tænder for sit powerpoint, og et billede af Elisabeth Mpofu fra den internationale bondebevægelse La Via Campesina (LVC) dukker op. Under hendes billedes står skrevet: ”We are not here to celebrate but to know who we are and what we are fighting against. We are here to strengthen our resistance”. Mads kigger ud, holder en pause og lader de stærke ord stå for sig selv. Så tager han en dyb indånding og siger, ”It's not just about strengthening our resistance. It's also about figuring out alternative visions for the future”. Tonen er lagt. Vi er i gang med partnerseminaret 2017.

Vi skal ’bygge’ alternativer fra grunden

”We need to build alternatives from the ground. We need to think about how we create radical transition from where we are now, to the society we want to see”.

Lyda Fernando Forero fra Transnational Institute er den første taler. Lyda fortæller om hvordan den økonomiske og politiske arkitektur vi ser i dag, kom til verden. Om markedsløsninger, privatisering og frihandelsaftaler. ”Rights became commodities”, siger hun. Lydas oplæg er meget informativt. Hun taler med stor viden, og jeg skal holde tungen lige i munden for at få fat i forkortelser, navne, frihandelsaftaler, strategier og alternativer. I refleksionsrunden taler folk passioneret, og fortæller om, hvordan transnationale virksomheders enorme magt påvirker folks liv i deres land. Ali fra Mozambique og Jalihenna fra Vestsahara nikker anerkendende til hinandens historier – ”It’s the same thing for us”, bliver der sagt, skiftevis fra den ene og den anden.

”What can we do?”, “How do we dismantle capitalism through fighting these companies?”, “What real alternatives are there?” Spørgsmålene er gentagne gange kommet op I efterfølgende diskussioner, og kritiske bemærkninger til oplæggene. Folk er trætte men koncentrerede – rynker brynene og forsøger at forstå mest muligt af det der bliver sagt. Nogen gange bliver der kollektivt grinet: grinet over det kæmpe store, der ligger i de spørgsmål, der er oppe at vende. En af de deltagende aktivister, svarer langsomt ”We need to build alternatives from the ground. We need to think about how we create radical transition from where we are now, to the society we want to see”.

Det er aften, og der dufter sødligt og varmt. Det er saharawiernes tea session. Te bliver hældt fra kanden ned i koppen, og fra koppen ned i kanden. Processen gentages et par gange. Der spilles rolig musik med afrikanske rytmer, som folks summen glider let over. Mange store spørgsmål er blevet rejst allerede, og det er dem, vi skal arbejde med resten af tiden. Selv efter en intens første dag, har aktivisterne svært ved at stoppe diskussionerne. Ved et bord bliver der diskuteret landreformer i Sydafrika. ”But comrade, is a black capitalist better than a white one?”, bliver der provokerende spurgt. En aktivist fra Swaziland, der sidder på sidelinjen, ryster på hovedet for at angive nej.

Dag 2, kl. 7:57: Natten var kold, og jeg måtte stå op for at tage mere tøj på. Til morgenmad har køkkenpigerne – i dagens anledning alle i pink – lavet bagte tomater, æg og arme riddere. Stemningen er høj, og der bliver snakket livligt. Energien er stærkere i dag.

Trevor Christians fra den sydafrikanske fagforening for gårdarbejdere, CSAAWU, leverer et af de første oplæg. Han fortæller om nødvendigheden af hans arbejde, om de horrible vilkår mange arbejdere på sydafrikanske vinfarme er underlagt, og om opgøret med Robertson Winery. ”We have to break the thought we grew up with, that we deserve this treatment. We have to create hope and confidence. That makes solidarity and organization very important. It’s the only way to fight the system of oppression”. Trevor taler med en enorm kraft, passioneret, højt og i ryk, med en hånd der slår ud i luften for at understrege sin pointe. Han råber ”AMANDLA!”, og alle råber ”AWETHU” tilbage. Magt til folket, får jeg senere at vide, at det betyder.

Tålmodighed i det aktivistisk arbejde
Dag 3, kl. 10:03: I dag er der markedsplads, hvor hver organisation har en bod med billeder, flyers og flag. Folk bevæger sig rundt i en hestesko. Den lavmælte snak fylder hele lokalet. Folk står mest en-til-en, kigger hinanden i øjnene, lytter, spørger. En aktivist fra Afrika Kontakt sætter sig på knæ ved et af bordene, og kigger intenst på billederne, der er lagt frem. Det er hos AAAJC i Mozambique. Han tager et af billederne op. Han fortæller, at de uddanner folk i Mozambique om deres rettigheder og om loven. At der intet er galt med lovene i Mozambique, at de endda er rigtig gode. Det, der er problemet er den manglende håndhævelse. Han fortæller, at kun ved at folk ved hvad de har af ret, kan de gøre modstand, når den bliver brudt. Aktivisten nikker.

Vi står i en rundkreds, og skal sammen reflektere over markedspladsen. Lungisa Huna fra Trust for Community Outreach and Education i Sydafrika fortæller om hendes oplevelse hos UESARIO, studenterorganisationen I Vestsahara. Hun fortæller, at de havde sat vand over til te på en lille kogeplade, da hun gik hen til deres bod. Hun glædet sig til teen, men måtte vente på den. Hele ventetiden igennem, snakkede hun med dem om demokrati og manglen på frihed. Teen kom aldrig. Men den snak de havde haft, mens de ventede på teen havde været uvurderlig. Lungisa siger, at det minder hende om, hvor vigtig tålmodighed er i aktivistisk arbejde. Og hvor vigtigt det er at have for øje, alt det gode, der kan ske i ventetiden. ”The system isn’t changed in one day”, er der en der byder ind. ”Exactly”, svarer Lungisa.

Et større, globalt billede

”I take this with me: we have no other options, but to fight together”. Sandheden i udsagnet slår os alle, og der er stille i et øjeblik.

Dag 4, kl. 12:20: Vi går alle udenfor. Det er tid til sammen at evaluere seminaret. Jeg ved at mange af aktivisterne fra Afrika Kontakt har været spændt på, hvad partnerne ville sige til Makvärket. En aktivist fra Zimbabwe rækker hånden op og siger ”Activism is not planned in fancy hotels”. Folk nikker i enighed.  ”What do you take with you home?”, bliver der spurgt. En aktivist fra Vestsahara svarer ”I take this with me: we have no other options, but to fight together”. Sandheden i udsagnet slår os alle, og der er stille i et øjeblik.

Bussen kører til tiden. Oprydningen var hurtig og effektiv, alle hjalp til. Seminaret er slut. Blev forventningerne indfriet? Blev de lokale kampe forbundet med en større global kontekst? Partnerseminaret har føltes som et puslespil: det er ikke alle brikkerne jeg kan se, og nogen af brikkernes forme forstår jeg ikke. Så hvorfor er det vigtigt at mødes, når kampene der udkæmpes er så forskellige?

Fordi de forskellige kampe er billeder på en og samme ting, på trods af at de kommer i forskellige former, farver og lokale kontekster. Om det handler om klima, manglen på demokrati eller ressource grabbing: det er den samme politiske og økonomiske struktur, der er årsag. En struktur, der sætter internationale virksomheders profit før mennesker. Netop derfor er det vigtigt at mødes: Global systemforandring kræver global solidaritet. ”Do it yourself together” er netop den stemning, partnerseminaret har formået at skabe. De delte erfaringer har allerede ført til konkrete værktøjer: fra en checkliste for emergency situations, hvis en aktivist bliver tilbageholdt, til hvordan en international kampagne om minevirksomheder i Mozambique kan udformes. Det handler om sammen at tænke i alternativer, sammen at finde frem til, hvad det er for en verden vi ønsker at leve i. Kun på den måde kan vi sammen begynde at udfordre det globale kapitalistiske system.

Brik for brik er blevet lagt, og vi er sammen tættere på det større billede.

Delte erfaringer skaber en viden og en gnist, der kan antænde den bevægelse der skal til for at skabe forandring. Det er hvad seminaret har kunnet, og det er, hvad vi alle tager med os hjem fra den gamle keramikfabrik: gnisten til det videre arbejde.

Aktiv solidaritet med aktive mennesker: Kampen mod Global ulighed fortsætter.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev