Er der et alternativ

Vil en ny regering modsætte sig EU’s ulovlige aftaler med Marokko?

Under den siddende VLAK-regering har Danmark støttet EU’s ulovlige handelsaftaler med Marokko. Det er imidlertid uklart, om en ny, socialdemokratisk-ledet regering vil gøre op med den nuværende linje.
04. december 2018

I kategori

I kategori:

Både Socialdemokraterne og det Radikale Venstre støttede mandatet til de to handelsaftaler, som netop nu er ved at blive presset igennem EU-parlamentet og det danske folketing. Aftaler som de danske politikere udmærket ved, er i konflikt med både folkeretten og EU-domstolens afgørelser.

Aftaler i strid med folkeretten
I løbet af de seneste år har EU indgået en række økonomiske aftaler med Marokko, blandt andet på landbrugs- og fiskeriområdet. Aftalerne med Marokko er kontroversielle, fordi de dækker Vestsaharas territorium og farvandet ud for Vestsaharas kyst. Dermed kan EU drive rovdrift på områdets ressourcer, uden at det besatte områdes folk, Saharawierne, har givet deres samtykke.

Vestsahara blev invaderet af Marokko i 1975 og størstedelen af området har været besat lige siden. Store dele af lokalbefolkningen blev fordrevet fra området, som følge af konflikten, og opholder sig i dag i flygtningelejre i Algeriet.

FN anerkender ikke Marokkos besættelse af Vestsahara. Alligevel har man fra EU’s side valgt at indgå handelsaftaler med Marokko, som udnytter regionens ressourcer.

EU-Domstolen underkendte imidlertid landbrugsaftalen med Marokko i 2016 og indskærpede, at aftalen ikke kan dække det besatte Vestsahara. Et år senere blev også fiskeriaftalen kendt ulovlig.

Tvivl om ny dansk linje
Regeringens linje bryder med et tidligere politisk konsensus om, at Danmark afviser aftaler med Marokko, hvis disse omfatter det besatte Vestsahara.

Politikskiftet hos regeringen er nu ved at sprede sig til dele af oppositionen.  Hos de Radikale understreger tidligere udenrigsminister, Martin Lidegaard, at en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid er den eneste løsning på konflikten. Alligevel har partiet stemt for at give EU mandat til at indgå de ulovlige aftaler med Marokko.

Socialdemokraterne har på samme måde valgt at ignorere folkeretten, og har bakket op om handelsaftalerne. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra partiet til artiklen her.

Det står dog klart, at en mulig centrum-venstre regering ikke nødvendigvis vil ændre linje i forhold til konflikten i Vestsahara efter et folketingsvalg.

Både regeringen, Socialdemokraterne og de Radikale, har valgt at overhøre de advarsler, som blandt andre befrielsesbevægelsen POLISARIO ad flere omgange er fremkommet med. Dermed har et stort flertal i Folketinget valgt at sætte forholdet til Marokko højere end folkeretten, EU-domstolen og Vestsaharas folks rettigheder.

POLISARIO har trukket EU i retten igen, da de mener, at de to nye handelsaftaler, som er ved at blive godkendt, er i konflikt med EU-domstolens tidligere afgørelser. Dertil kommer sager mod private virksomheder, der ved nationale domstole er blevet mødt med krav om erstatninger for deres aktiviteter i Vestsahara.

Afrika Kontakt vil i 2019 arbejde for igen at sikre et politisk flertal imod aftalerne med Marokko og imod den ulovlige udplyndring af Vestsaharas ressourcer. Sådan et flertal vil kræve, at både Socialdemokraterne og de Radikale beslutter sig for igen at vende tilbage til FN-sporet, og fordømmer de ulovlige EU-aftaler.

 


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev