Kommentar

Virksomheder plyndrer jordkloden uden at stå til ansvar

Der er en stadig større tendens til, at udviklingsprojekter kun gavner de store multinationale virksomheder, mens den lokale befolkning i udviklingslandene lider stor skade.
31. oktober 2017
KILDER

1.    Jacur, Bonfanti & Seatzu: Natural Resources Grabbing: An International Law Perspective. Brill, 2015.

2.    2nd Session of the Southern Africa Permanent Peoples’ Tribunal on Transnational Corporations, August 2017.

3.    Vandana Shiva: Making Peace with the Earth. University of Chicago Press, 2013.

4.    Økonomen John Perkins har arbejdet for Verdensbanken og den internationale valutafond og medvirket til at yde lån til udviklingslande som man vidste ikke ville være i stand til at betale pengene tilbage. Hans afsløringer er beskrevet i flere bøger og film.

5.    Walden Bello: Structural Adjustment Programmes dictated by the IMF and World Bank destroyed African agriculture. Transnational Institute, 2009.

6.    Axel Dreher: IMF and Economic Growth: The Effects of Programs, Loans, and Compliance with Conditionality,  2004.

7.    John W. Bruce and Christopher Tanner. Structural adjustment, land concentration and common property: The case of Guinea Bissau, 2014.

8.    Joseph E. Stiglitz: Europe’s Attack on Greek Democracy. Project Syndicate, 2015.

9.    David Graeber: Debt: The First 5000 Years. Melville House, 2011.

10.    Jonathan A. Fox and L. David Brown. The Struggle for Accountability: The World Bank, NGOs, and Grassroots Movements. MIT Press, 1998.

11.    Permanent Peoples' Tribunal

12.    Permanent Peoples' Tribunal on Transnational Corporations in Southern Africa. Swaziland, 16-17 August 2016.

13.    Stop Corporate Impunity.

Vi er vant til at se udvikling som noget positivt, men der er en stadig større tendens til, at udviklingsprojekter kun gavner de store multinationale virksomheder, mens den lokale befolkning i udviklingslandene lider stor skade. Det industrielle landbrug udpiner jorden, minedrift forurener floder og vådområder, og skovhugst ødelægger værdifulde naturområder. Alt dette sker, uden de skyldige virksomheder drages til ansvar for deres handlinger.

De store multinationale koncerner har en umættelig appetit på jordens ressourcer. De opkøber i stort omfang jord, vandressourcer og rettigheder til minedrift, mens den lokale befolkning, der har beboet og ejet de pågældende områder i årtusinder, bliver ignoreret (1) 

Størstedelen af disse industriers produkter går til eksport, mens lokalbefolkningen sulter. Den lokale produktion bliver udkonkurreret, og politiske aktivister, der protesterer over udviklingen, bliver arresteret og fængslet (2). Storindustrien kan i realiteten plyndre og udbytte ganske ustraffet. Det er især de fattige lande, det går ud over, men reelt set går ingen fri.

I Indien har den pengestærke agro-industri fået forbudt flere traditionelle afgrøder, med fødevaresikkerhed som begrundelse, og udkonkurreret meget af det traditionelle landbrug. Såsæd er blevet patenteret og monopoliseret. Millioner af mennesker er blevet fordrevet fra deres hjemegn, fordi jorden er blevet opkøbt til brug for stordrift eller forurenende minedrift. 

Bønderne får mindre for deres produkter, samtidigt med at fødevarepriserne stiger og folk sulter. Tusindvis af bønder har begået selvmord, fordi industrialiseringen af landbruget har drevet dem ud i bundløs gæld (3)


Gæld som våben
Et af ressource-industriens stærkeste tricks er gæld. Man påfører ressourcerige lande en gæld, som de ikke kan betale, og tvinger dem dermed til at sælge ud af deres ressourcer. Det foregår typisk på den måde, at man tilbyder dem nogle dyre og prestigefyldte udviklingsprojekter finansieret af lån fra Verdensbanken, IMF, eller store internationale banker (4)

Pengene kommer naturligvis ikke lokalbefolkningen til gode. Størstedelen af de lånte penge går til multinationale entreprenørfirmaer. Noget går til at smøre korrupte regeringer, og kun meget lidt ender hos lokale arbejdere. Når det lovede overskud fra udviklingsprojektet udebliver, står landet tilbage med en gæld, som de umuligt kan betale.

Långiverne er så “storsindede”, at de tilbyder at eftergive en del af gælden på betingelse af, at landet indfører de såkaldte structural adjustment reforms. Det indebærer blandt andet privatisering og udsalg af nationale virksomheder, og lempelse af betingelserne for udenlandske investeringer. Resultatet er, at landet bliver et tag-selv bord for udenlandske virksomheders opkøb af ressourcer og rettigheder. Og det meste af overskuddet ender i skattely (5,6,7).

De lande som på den ene eller den anden måde kommer ud i en ubetalelig gæld, mister ikke kun deres penge og deres naturressourcer - de mister også en stor del af deres suverænitet. Et nærliggende eksempel er Grækenland. Landet er for en stor del administreret af den såkaldte trojka, der består af EU kommissionen, EU's centralbank, og den internationale valutafond (8).

Landenes befolkninger føler, at de er nødt til at gå med på disse betingelser, fordi de mener, at man har en moralsk forpligtelse til at betale sin gæld, selv om de ikke helt kan gennemskue, hvordan gælden er opstået (9). De multinationale koncerner, som sidder og trækker i trådene, har derimod ingen moralske skrupler. De bringer gerne et land ud i statsbankerot, med al den nød og elendighed, det medfører for befolkningen, når blot der er store penge at tjene på projektet (4).

Kan ikke straffes
De virksomheder, som udplyndrer jordens ressourcer og bringer ressourcerige lande ud i dyb fattigdom, mens pengene hober sig op i diverse skattely, bliver sjældent draget til ansvar for deres handlinger. Typisk har de flere penge, mere viden og flere juridiske muskler end regeringerne og befolkningerne i de lande, som bliver udbyttet. De kan slippe for at blive draget til ansvar ved at flytte både penge og juridisk ansvar over landegrænser.

De internationale långivere såsom verdensbanken og den internationale valutafond, som bevidst medvirker til denne trafik, er også fri for at blive draget til ansvar. De internationale organisationer har juridisk immunitet, fordi der ikke er nogen instanser over dem (10).

Krænkelser af basale rettigheder og internationale konventioner er blevet så omfattende, at menneskerettighedsgrupper har fundet det nødvendigt at etablere et folkeligt tribunal som modstykke til det officielle juridiske system, der favoriserer de multinationale koncerner og åbenlyst svigter deres ansvar for at beskytte landenes egne befolkninger (11). Tribunalet holder høringer forskellige steder i verden.

En høring i Swaziland i det sydlige Afrika har for eksempel dokumenteret, hvordan befolkninger er blevet fordrevne fra deres hjemstavn, nægtet adgang til juridisk oprejsning, tvunget til at arbejde under kummerlige forhold i mineindustrien og forgiftet af industriens forurening (12).

Mange lande har fået undergravet deres suverænitet, mens de multinationale virksomheder har tiltaget sig stadig mere økonomisk og juridisk magt. I Afrika Kontakt ønsker vi at bekæmpe denne form for neokolonialisme og udplyndring af jordens resurser. Derfor er vi med i den internationale kampagne Stop Corporate Impunity (13)


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev