Drop investeringer i Vestsahara

Protest against San Leon Energy drilling in occupied Western Sahara

Mine penge skal ikke bruges på at berige en besættelsesmagt

Nogle af de største danske pensionsselskaber og banker investerer i virksomheder, der udnytter og søger efter ikke-vedvarende naturressourcer, som olie, gas og fosfat, fra det af kongedømmet Marokko besatte Vestsahara. Aktiviteterne er alle illegale i henhold til FN konventioner, og spænder ben for den oprindelige befolkning, saharawiernes, ønske om en demokratisk løsning på konflikten mellem Vestsahara og Marokko. Vestsahara er Afrikas sidste koloni og udnyttelsen af naturressourcer i et besat område er i strid med folkeretten. Danske investeringer er altså med til at legitimere besættelsen, forlænge konflikten og nægte saharawierne adgang til deres egne ressourcer. Derfor anbefaler Afrika Kontakt at droppe investeringerne i virksomheder, som opererer i Vestsahara.

Vestsahara har været besat af Marokko i mere end 40 år. Intet land i verden anerkender Marokkos overherredømme over Vestsahara. Marokkos besættelse har medført en brutal undertrykkelse af den oprindelige befolkning, saharawierne. Mere end 150.000 soldater og politifolk er til stede i det besatte Vestsahara. Marokko har bygget en mere end 2.000 km lang mur og sandvold med millioner af landminer, som adskiller den oprindelige befolkning fra de godt 200.000, som er flygtet fra Vestsahara, og i dag bor i fem store flygtningelejre i nabolandet Algeriet.

Besættelsesmagten, Marokko, skal ikke tjene penge på besættelsen. Danske banker og pensionsselskaber skal ikke gøre besættelsen til en god forretning for Marokko.

Din bank og dit pensionsselskab har højst sandsynligt investeret dine penge i et ulovligt besat land. De har investeret i virksomheder, som søger efter olie og gas, udnytter de store forekomster af fosfat, eller på anden måde udnytter de store naturressourcer, der er i de besatte områder af Vestsahara. 

Skriv til din bank og dit pensionsselskab og fortæl dem, at de skal trække deres penge ud af virksomheder, som er involveret i at plyndre et besat land i strid med international humanitær lov.

Jeg er kunde i jeres bank/pensionsselskab og har fået oplyst, at I har investeret i det af Marokko besatte Vestsahara. Jeg bryder mig ikke om, at I bruger mine penge til at investere i et besat land og skal derfor stærkt opfordre til, at I dropper investeringer i virksomheder, der er aktive i den besatte del af Vestsahara.

Ved aktivt at investere penge i virksomheder, der udnytter naturressourcerne i Vestsahara, er I med til at gøre besættelsen til en god forretning for besættelsesmagten. Ifølge international humanitær lov kan udnyttelse af naturressourcer i besatte områder kun finde sted, hvis to krav er opfyldt:

a.- At den oprindelige befolkning har givet sit samtykke til udnyttelsen

b.- At den oprindelige befolkning drager nytte af udvindingen af naturresurserne

Det er ikke tilfældet med en eneste af de virksomheder, der er aktive i de besatte områder af Vestsahara.

Jeg ønsker ikke, at mine penge skal bruges til at gøre en besættelse til en god forretning og skal derfor på det kraftigste opfordre til, at I dropper jeres investeringer i virksomheder, der er aktive i det besatte Vestsahara.

Med venlig hilsen


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev