Kampen mod Ocean Grabbing i Sydafrika

Det nytter at kæmpe imod Ocean Grabbing. I Sydafrika er det efter en årelang kamp lykkes landets småfiskere at presse regeringen til at lytte til deres krav.

Privatiseringsprocessen i Sydafrika går helt tilbage til kolonitiden, men er siden blot taget til i styrke. Gradvist er småfiskerne blevet ekskluderet og marginaliseret, alt imens stordriftsindustrien har fået øget politisk og økonomisk magt. Dette mønster fortsatte desværre selv efter Apartheid-styrets fald, skønt småfiskerne håbede, at enden på apartheid ville give dem deres rettigheder over havets ressourcer tilbage, og hermed muligheden for at beskytte deres egne interesser, selvstændighed, traditioner og kultur. I 2005 indførte regeringen de såkaldte Individual Transferable Quota (ITQ) hvilket medførte at 90% af landets 50.000 småfiskere endegyldigt mistede deres fiskeri-rettigheder fra den ene dag til den anden.

Småfiskerne reagerede ved at indsende en klage imod regeringen, på baggrund af, at denne politik strider imod den sydafrikanske grundlov. Sagen blev lagt for ligestillingsdomstolen – en særlig domstol tilgængelig for alle sydafrikanske borgere, der har til opgave at sikre de fattige og marginaliserede borgeres rettigheder. Domstolen gav småfiskerne medhold i sagen i 2007, og beordrede regeringen til at udvikle og implementere en ny fiskeripolitik igennem en inkluderende og demokratisk proces.

I 2012 godkendte regeringen endelig en ny politik for småfiskeriet. Denne bygger fortsat på en fordeling af fiskeri-rettigheder, men indbefatter denne gang kollektive rettigheder uddelt til lokalsamfund frem for privat ejendomsret til individer og virksomheder. Dertil kommer, som Naseegh Jaffer fra Afrika Kontakts partnerorganisation Masifundise udtrykker det: ”Regeringen anerkender, med henvisning til vores forfatning, at vores fiskere hidtil er blevet diskrimineret, og at ITQ-systemet var forfatningsstridigt”.

Afrika Kontakts anden partnerorganisation i Sydafrika, Coastal Links, fejrer resultatet af, hvad der for dem har været en barsk og livslang kamp. Maria Hoffman, en af organisationens frontfigurer, forklarer: ”Først overvandt vi apartheid, og vi var overbeviste om, at vi nu ville få retten til vores hav tilbage. Men den nye regerings love tog ikke højde for os. Så nu har kæmpet i endnu to årtier for at få vores ret til at fiske tilbage. Vores sønner og døtre vil nu have bedre muligheder her i livet. Det er dér, der virkelig betyder noget”.

Småfiskerne og regeringen i Sydafrika samarbejder nu om at implementere den nyligt indførte politik.