Småfiskeres levebrød på spil i Uganda

Der er mange eksempler verden over på Ocean Grabbing. I bl.a. Uganda omkring Viktoriasøen, har småfiskere oplevet at få frataget deres ret til at fiske.

I Uganda har mange af lokalsamfundene omkring Viktoriasøen oplevet, at regeringen pludselig har givet småfiskernes attraktive landstykker væk til investorer. Dette skyldes især den voksende turistbranche, der overtager landområder langs kysten, samt introduktionen og udvidelsen af eksportindustrier, for eksempel blomsterindustrien, der planter forarbejdede blomster langs søen.

Seremos Kamuturaki, der står i spidsen for organisationen Uganda Fisheries and Fishing Community Organization, fortæller: ”Regeringen etablerer også fiskefarme i søen, hvilket kun fremmer de udenlandske investorer, ikke den lokale befolkning, de lokale fiskere. Vi plejede at fiske i de lavvandsområder, som nu er blevet lavet om til industrielle farme. Rigtig mange fiskere er blevet fordrevet fra vores traditionelle fiskeområder”.

Ugandas fiskerisamfund ved Viktoriasøen har kæmpet med komplekse kriser lige siden introduktionen af nilaborren i 1960’erne. Nilaborren blev introduceret i et forsøg på at give nyt liv til det lokale fiskeri, fordi de originale, værdifulde arter var blevet overfisket. Denne indgriben resulterede i et boom i fiskeri-industrien. Fiskeriet ændrede sig fra at være lokalt fiskeri i balance med søens biodiversitet, til et hierarkisk og eksportorienteret fiskeri.

I første omgang tiltrak dette boom ny forretning, skabte udvikling i infrastrukturen, samt en markant stigning i befolkningsantallet langs søen. Men dårlig administration resulterede i, at denne fremgang i fiskeriindustrien hurtigt førte til overfiskning af nilaborren. Det dalende antal af fisk skabte skærpet konkurrence mellem småfiskerne og industrien, og dette gik først og fremmest ud over småfiskerne. I dag bliver mellem 60–80% af fangsten eksporteret, alt imens lokale priser på fisk er røget i vejret. Resultatet er, at lokale samfund ikke længere kan regne med nilaborren eller andre fisk som deres daglige kilde til protein. ”Vores nationale fisker-politik er økonomisk drevet, i den forstand, at den kun fremmer etableringen af flere produktionsfabrikker med henblik på eksport. Denne politik har ført til en overbelastning af fiske-ressourcerne. I dette øjeblik drænes ressourcerne, fiskebestandene er under stort pres, man kan ikke længere fange nok gode fisk til at spise og sælge.  Så fiskerisamfundene, mine søstre og brødre, de står i en svær position, de kan hverken spise ordentligt eller tjene penge til at betale for deres børns skolegang” fortæller Seremos.

Ugandas sektor for småfiskeri bidrager til mere end 3 millioner menneskers levebrød. Alt imens pres fra forskellige eksportorienterede industrier øger konkurrencen for adgang til land og vand, forhindrer privatisering samt afskærmning af vandområder småfiskere i at arbejde, og gør dem dermed mere sårbare. I kampen mod fattigdom og uden noget alternativ må de i stedet ty til illegale fremgangsmåder, som for eksempel brug af ulovligt udstyr eller at fiske i forbudte vande. Ulovlige fiskerimetoder, samt den øgede forurening fra de voksende industrier, stresser økosystemet yderligere, og mindsker dets evne til at lade vigtige fiskearter overleve.